Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

125 holde i Danmark end i Preussen, hvor sera meget produceres; blev samtidigen med Landbrænderiers Anlæg Kjobstædernes efterhaanden nedlagte, kunde da i det mindste samme Qvantum Brcendeviiin sælges fra Landbrænderierne som nu fra Kjobstædernes. — Især med Kartofler er den lange Transport følelig, da de ikke kunne transporteres flere Mile tilvogns, uden at Fragten opsluger en for stor Part af deres Værdi; og længere inde i Landet opfodres de derfor, og give ogsaa kun en ringe Pengeindtægt. Gid de der kunde brændes, og paa den Maade forsendes som Spiritus! De animalske Producter, som ere Gjenstande for Handelen, ere vanskeligere for Landmanden at sælge, især for Bonden. Den vigtigste Artikel, nemlig Smor, forsender den storre Landmand til Kjobenhavn, og sælger det der som oftest til Hokerne; den mindre Landmand sælger det hjemme til Hønsekræmmeren. Bonden forstaaer ikke saaledes at behandle Smørret, ar det bliver gode Varer, og derfor er det godt for ham, at han kan sælge det, som det er, til Hønsekræmmeren, som ikke kan gjore Forskjel paa gode og flette Varer, da fan sammenblander det, og kun sjeldent har et Træ til bedre Smor. Naar man regner den Tiistand, hvori det er, naar han faner det, at det ikke er anderledes æltet, end at Kjernemelken og Lagen drypper af Vognen, og den flette Bonitet, det i sig selv har ved en daarlig Behandling af Melken, saa kan man ikke sige Andet end, at han betaler det nogenlunde efter hvad det er værd. Den Landmand derimod, som har et velindrettet Meieri og derfor har godt Smor, faaer forholdsviis flettere Priis ved at sælge det i Kjobenhavn; Spekhokerne regiere paa Torvet der, og bestemme Prisen. Sender en Landmand sin Vogn til Kjobenhavn, kan han der vanfleligen naae en anderledes Priis, end at Høkerne samme Dag sælge Smørret pundeviis med i det mindste 50 Procents Fordeel. Horte der stor Nisico, eller der krævedes store Capitaler, eller Handelen, som Høkeren driver, var saa vanskelig, at der behøvedes lang Tid for at opnaae de Kundskaber, som vare nødvendige, — saa vilde Landmanden endda finde sig i at indrømme ham saa stor Fordeel; men hvad der kjebes den ene Dag, er som oftest solgt den næste