Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: Theodor Hasle
År: 1844
Serie: Attende stykke
Forlag: J.D. Qvist
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 221
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
152
lige Foder og ved sædvanligt Markarbeide, giver den storre Intet
efter; derimod til Reiser staaer den langt tilbage for denne.
Bondehesten er haardfor, den er fra Fol af vant til at dole
Kulde og halvt maadeligt Foder; den flammer sig ikke let og bliver
hellerikke let syg. Derimod har den kun sjeldent fuldkommen rene
Been eller feilfrkt Fodskifte, endskjondt den vel ikke har saa store
Feil, at den bliver halt ved almindeligt Markarbeide; men det er
temmelig vanffelkgt, at finde den saa sund af Been, at man, uden
at den snart bliver stiv eller halt, kan bruge den til stoerk Kjorsel
eller Ridning, — det er forbunden med Vanskelighed at faae en
god Ridehest mellem Bonderhestene, som har et let Fodskiste, og som
kan gaae Rideflolen igjennem; ligesom overhovedet Bondehesten er
smaagaaende, og vel kan gaae hele Dagen selvanden for Plov,
men ikke udretter, hvad en mere langttrækkende Hest kan.
Især er det en flet Stilling af Forbenene og svage Bagbeen
især i Haseleddene, som Bondehesten lider af; det er meget almindeligt
at see Heste, der meie eller have haspende Fodskifte, ligesaa er Spat
i hoiere eller mindre Grad hyppig, indknebne Haseled og svage
Kodeled, hvorfor de ogsaa gjerne træde over Koden, naar de bruges
til strengere Arbeide; ligeledes er det sjeldent at see velstillede Bag-
been, en almindelig Feil er, at de ere kohasede. I det Hele maa
man sige, at det er en Sjeldenhed at træffe et lige og let Fod-
flifte hos Bondens Heste.
I de Aar, da Conjuncturerne vare ugunstige for Agerbruget,
og mange Landmænds Forfatning derfor var maadelig, forfaldt
Hesteavlen, fordi de solgte de bedste Tillægsdyr for at staffs Penge,
da Heftepriserne kun vare lave, og de altsaa ikke kunde tilvejebringe
Noget ved at sælge de daarlige. Der kunde heller ikke tænkes paa
at tillægge til Salg, da det jo ved Hestetillæg varer lang Tid,
inden man, ved at sælge den unge Hest, kan faae sine Udlæg igjen
(eller ofte vel kun en Deel af samme), og ved de daværende lavere
Hestepriser vilde det vel heller ikke have betalt sig. I de senere
for Landmanden gunstigere Aar, har Hesteavlen igjen udvidet sig,
og Mange have begyndt at arbeide herpaa med Kraft; saaledes har, for