Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: Theodor Hasle

År: 1844

Serie: Attende stykke

Forlag: J.D. Qvist

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 221

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 240 Forrige Næste
159 ogsaa paa hele Avlsbrugets Bekostning. Faarene lamme i Marts og April Manned, og saasnart Græsset begynder at vise sig, sendes de ud for bedre at komme til Melken; de gaae da ikke alene paa Stubjord, men ogsaa paa Gronjord, Klover og Vintersæd, og hvilken Skade giøre de ikke der? De afgnave Græsspirerne og fast- troede Jorden, hvilket vistnok ogsaa er Grunden til, at Bonden kun har maadelkgt Græs om Sommeren til Heste og Qvoeg; Klover- afgroden samt Vintersæden tilfoier denne Fremgangsmaade naturlig- viis en lignende Odelæggelse. — Bonden lader Lammene senere skade sig endnu mere, ved at lade dem gaae lose uden Vogter, medens Faarene ere toirede. De soge til hans og hans Naboers Sæd og Slaaklover, og kunne ofte spolere meget ikke alene ved det, som de eede, men endnu mere ved deres Traad; men han seer dette roligt, naar kun Lammene blive gode derved, og det lykkes da ogsaa — dog kan det' være tvivlsomt, om de ikke have kostet ham langt mere, end han faaer for dem. Hvor Lammene vogtes, ere de langt fra fad gode, og ere vanskelige at faae solgte, endog til lave Priser. De Faar, Bonderne holde, ere som oftest knoklede Dyr med et grovt Hoved; de ere haardfore, tage tiltakke næsten med Alt, der rækkes dem, men de ere tungholdende, og der kan vist i det mindste to spanske Faar leve paa samme Foder, som eet saadant. Deres gode Egenflaber bestaae kun i, at de fode to Lam, at de hurtigt ere udviklede, og at de ere haardforere end de spanske eller engelste; deres Uld er grov, ofte fuld af Jldhaar, og de tabe den let om Foraaret*). At klippe dem kun een Gang aarligt, kan kun skee med Tab. — Hvad Race eller Stamme de ere af, er ikke muligt at bestemme, thi de ere krydsede med forffjellige Væddere, hvorfor man ogsaa kan træffe ret smukke Dyr ibUuibt dem, men det er kun undtagelsesviis; da den flette Pasning har næsten overalt været eens, vilde de vist ogsaa snart være udartede igjen, om de ogsaa vare blevne forædlede. Nogle Landmænd have forsogt at forædle de almindelige Faar ved Benyttelse af South Downs Væddere; Afkommet heraf har *) Denne Egenskab er vistnok en Følge af deres flette Pasning om Vinteren, og at de gaae for længe ude; dog kan det gjerne antages nu for at være en arvelig Feil hos dem, som det maaskee vil være vanskeligt nu at forebygge.