Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

215 i Statens Interesse, at gjore en Opoffrelse for et Landvæsensinstituts og Monstergaardcs Oprettelse, da Agerdyrkningen derved maatle hæve sig, Folkets Velstand forbedres, og Statsindtcegterne forøges. Et Landvcesensittsti'tut, hvor ikke Dilettattter holdt Foredrag, men hvor Lærerposterne vare beklædte af Mæiid, der havde produceret Noget i deres Videnskaber, og af hvem man altsaa kunde vente, at de besad Dvgughed og Begekstrkng for dem, et saadant Institut maatte vistnok med Tiden have s:or Indflydelse paa Landvæsenets Tilstand, om den end ikke sporedes oieblikkelig; thi der skal Tid til at faae Fordomme udryddede, og dem findes der mange af mod denne Sag. — Men man vil maaskee indvende, at vi ved Univer- sitetet have en Professorpost i Laudoccoiiomi, at alle de Videnskaber blive der foredragne, som der kunde være Tale om ved et Lattdvæsens- institut; altsaa kan den unge Landmand der erholde de fornobtie Kundskaber. Hertil maae vi svare, at saavidt os bekjeiidt, har ingen practisk og videnskabeligt dannet Landmand været Professor i Land- oecouomi ved de danske Universiteter, og de Videnskaber, som ere Hjælpe- videnskader for denne, foredrages ikke med specielt Hensyn til den; det vilde derfor være en Nodvendighed at gaae dybere ind i dem end der behøvedes. Endnu er der en Hovedindvending imod at lade t'and- mailden soge sin Dannelse ved Universiteterne, som Thaer (forsie Deel af Grtlttdscetningcr for Lattdoeconoir.ie, § 42) omtaler, efter at have indrømmet Gavnligheden af Lærestole ved dem for den tilkommende Statsembcdsmaud, Iuristett eller Theologen og Lægen, for at de derved kunne erholde en klar Anskuelse af den landoecono- miske Haandtering: „For den lærelystne Landmand", siger han, „synes de mig ganske upassende, da Universitetsforholdeue, den acadcmksse Levemaade og selve Sagens helt Synsmaade der bringe noget Heterogent i hans Dannelse, hvilket med Hensyn paa hans tilkommende Virk- somhed og Levemaade let kunde blive ham skadeligt. Man kan deSuden neppe vente, at en practiff-videnskabelkg Landmand vil antage en Lærestol ved et Universitet, og en anden er aldeles uduelig til et saadant Foredrag." De» her af Thaer anførte Grund maa vistnok Enhver indrømme, der kjender Forffjellett paa Landmandetts og Studentens Llv; det er nødvendigt for det unge Menneske, der opoffrcr sig til Landvæsenet, at være i stadig Beffjerftigclse dermed,