Om Klitformation og Klittens Behandling og Bestyrelse
Forfatter: C. C. Andresen
År: 1861
Forlag: P. G. Philipsens forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 390
UDK: 551.3
Med 28 træsnit og 1 Kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
9
vilde stille sig lidt anderledes i den frie Klit, men dog vil og-
saa her N.V. blive den overvejende. Dette er den overhovedet
overalt, hvor Klitter dannes ved Vesterhavets Vestkyst, og det
saameget mere som den gjerne følger efter S.V. og V., og da
disse skylle Sand op, tilbydes der den efterfølgende torre N.V.
-et rigt Materiale.
Vindens Skadelighed. Da N.V. Vinden er den
herskende og den, som danner Klitten, er det aabenbart, at
enhver anden Vind kun tilintetgjør eller dog skader Klitdaunelsen
ved at virke i en anden Retning, tildeels diametralt modsat,
end den, hvorved Dannelsen foregaaer, og isærdeleshed er det
de østlige Vinde, nemlig D. og N.O., som baade ved deres
Styrke og Hyppighed nedbryde hvad hun har opført. Men
uagtet dette er det dog N.V. Vinden selv, som er den flade-
ligste for Klitten, thi ikke alene nedbryder den ofte sit eget
Arbeide, men den virker tillige hemmende og skadeligt paa
Vegetationen, især paa Trævegetationen. Naar den er stærk
og tør og derved ogsaa meest stadelig, kaldes den Skat.
Man tilskriver ialmindelighed de saakaldteHavguser eller
Havtaager, af Bonden ogsaa kaldet Ravs, denne skadelige
Virkning, men jeg veed dog ikke om med Rette.
Havtaage er en tæt Taage, som hviler paa Havets Over-
flade og dannes i Reglen med vestlige Vinde; den trækker og-
saa ofte ind over Landet. Saaledes er den almindelige For-
klaring. Saavidt jeg har iagttaget, dannes Havtaagen hyppigst
ved N.V. Vind, og jeg troer, at kun disse bnrde tillægges den
ovenstaaende Benævnelse. Jeg har dog ogsaa seet Taager hvile
over Havet med S.V. Vind, og endog saa tæt, at Solen deri
frembragte tre meget tydelige Taagebner, lig Regnbuer, men
med den Forskjel, at der næsten intet Farvespil viste sig. De
vare hvide, omtrent som en hvid Sky, kun den øverste eller
Hovedbuen var i Overkanten svag rpdlig-guul, medens begge de
nederste eller Bibuerne havde samme Farve, men endrm svagere,
i deres Underkanter, og vare iovrigt ogsaa svagere eller blegere.
Alle tre Buer vare fuldstændige og viste sig med den nedre
mod Taagen, hvorimod de ovre § viste sig mod den klare