Om Klitformation og Klittens Behandling og Bestyrelse

Forfatter: C. C. Andresen

År: 1861

Forlag: P. G. Philipsens forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 390

UDK: 551.3

Med 28 træsnit og 1 Kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 418 Forrige Næste
57 men hvoraf Størstedelen gaaer tabt ikke alene paa de anførte Maader, men ogsaa ved at opfylde den Rende, som ved Strømningen dannedes langs med Dæmningen, ligesom ogsaa endeel skylles nd i Havet igjen ved en tilbagegaaende Strøm af det overskyllede Band fra Dæmningen til Havet. Og saaledes gik i Virkeligheden det meste Sand oftest tabt. Hvor Vandet derimod ingen Modstand møder, eller hvor der er et meget bredt Forland, blive Forholdene ganske anderledes gunstige. Hvorledes Vinden farer hen over Jordfladen, have vi seet, og vi vide, at den forer de Legemer med sig, som ligge paa Overfladen og ere lette nok for den at flytte. Et saadant Legeme er Flyvesand. Naar da de vestlige Storme fore hen over Sletten, grebe de Sandet, som de fandt tørret foran sig, eller som de selv snart tørrede, og forte det med, indtil de modte Læ. Thi ligesaa lidt som Binden kan bortføre fugtigt Sand, vist ikke fordi det i og for sig er for tungt paa Gruud af den tynde Vandhinde, som omgiver det, men fordi denne forøger Sandkornenes Cohcesion indbyrdes i deres Leie, hvorved Luftstrømmen kun kan fare hen over dem, men ikke angribe dem og rive dem ud af deres Stilling eller Forbindelse med hverandre, ligesaa lidt kan den føre det tørre Sand bort over Gjenstande, som give Læ. Vel kan Vinden føre det med sig paa lauge Strækninger, men uafbrudt er det i en bølgende Bevægelse og naaer ogsaa nu og da Jordfladett, hvor det ligesom hviler et Dieblik for paatty at fortsætte Reisen; men hemmes Vindens Kraft ved en eller anden Gjenstand, kan den ikke længere fore Sandet med sig; det falder, og det er en almindelig Lov, at hvor der er Læ, leirer der sig Sand. Heller ikke er det til nogen betydelig Høide, at Vinden frit kan syre Sandet, uudtagen de stov- agtige Dele, det maatte indeholde, thi disse kan dm rigtignok føre idetmindste 20—30 Al. tilveirs, hvad jeg har seet paa Skibe, som laae i Agger-Canal omtr. 100 Al. fra Land, og hvis Master vare bedækkede dermed paa Vindsiden lige til Toppen; det egentlige Sand kan den derimod kun fore til