Om Klitformation og Klittens Behandling og Bestyrelse
Forfatter: C. C. Andresen
År: 1861
Forlag: P. G. Philipsens forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 390
UDK: 551.3
Med 28 træsnit og 1 Kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
57
men hvoraf Størstedelen gaaer tabt ikke alene paa de anførte
Maader, men ogsaa ved at opfylde den Rende, som ved
Strømningen dannedes langs med Dæmningen, ligesom ogsaa
endeel skylles nd i Havet igjen ved en tilbagegaaende Strøm
af det overskyllede Band fra Dæmningen til Havet. Og
saaledes gik i Virkeligheden det meste Sand oftest tabt.
Hvor Vandet derimod ingen Modstand møder, eller hvor der er
et meget bredt Forland, blive Forholdene ganske anderledes
gunstige.
Hvorledes Vinden farer hen over Jordfladen, have vi
seet, og vi vide, at den forer de Legemer med sig, som ligge
paa Overfladen og ere lette nok for den at flytte. Et
saadant Legeme er Flyvesand. Naar da de vestlige Storme
fore hen over Sletten, grebe de Sandet, som de fandt
tørret foran sig, eller som de selv snart tørrede, og forte det
med, indtil de modte Læ. Thi ligesaa lidt som Binden kan
bortføre fugtigt Sand, vist ikke fordi det i og for sig er for
tungt paa Gruud af den tynde Vandhinde, som omgiver det,
men fordi denne forøger Sandkornenes Cohcesion indbyrdes i
deres Leie, hvorved Luftstrømmen kun kan fare hen over
dem, men ikke angribe dem og rive dem ud af deres Stilling
eller Forbindelse med hverandre, ligesaa lidt kan den føre det
tørre Sand bort over Gjenstande, som give Læ. Vel kan
Vinden føre det med sig paa lauge Strækninger, men uafbrudt
er det i en bølgende Bevægelse og naaer ogsaa nu og da
Jordfladett, hvor det ligesom hviler et Dieblik for paatty at
fortsætte Reisen; men hemmes Vindens Kraft ved en eller
anden Gjenstand, kan den ikke længere fore Sandet med sig;
det falder, og det er en almindelig Lov, at hvor der er Læ,
leirer der sig Sand. Heller ikke er det til nogen betydelig
Høide, at Vinden frit kan syre Sandet, uudtagen de stov-
agtige Dele, det maatte indeholde, thi disse kan dm rigtignok
føre idetmindste 20—30 Al. tilveirs, hvad jeg har seet paa
Skibe, som laae i Agger-Canal omtr. 100 Al. fra Land, og
hvis Master vare bedækkede dermed paa Vindsiden lige til
Toppen; det egentlige Sand kan den derimod kun fore til