Louis Pasteur

41 Hunden virkelig var vaccineret. Han fortsatte nu sine Forsøg og kunde snart for en dertil udnævnt Kommis- sion fremstille et større Antal Hunde af forskjellige Racer, der vare bievne gjorte uimodtagelige for Hundegalskab. Men Sygdommen kunde jo erfaringsmæssig ogsaa smitte Mennesker; nu kom altsaa den Opgave til at foreligge, at beskytte Mennesker, og vel at mærke, Spørgsmaalet blev egentlig det, om det kunde nytte at bruge Inkubationstiden til de beskyttende Indpodninger; det var jo nemlig kun dem, der vare bidte af et sygt Dyr, paa hvem Sygdommen altsaa maatte frygtes at være indpodet, som det vilde være forsvarligt at gjøre Forsøg paa. Det var nu vel lykkedes Pasteur ved tid- ligere Forsøg at forebygge Sygdommens Udvikling paa Hunde efter Bid af en syg Hund, men det egentlig be- visende Forsøg, at en i Hjernehinderne indpodet Vand- skræk paa Hunde blev hindret i sin Udvikling ved Række- podninger fra de tørrede Rygmarve, dette Forsøg var endnu ikke udført. Inden han fik de herpaa rettede Forsøg anstil- lede med Hunde, indtraf' der imidlertid et af de Tilfælde, der, som man siger, se ud som en Tanke, og som havde til Følge, at han kom til at gjøre sit første For- søg paa et Menneske: den 4de Juli 1885 tidlig om Formiddagen var en 9aarig Dreng, Joseph Me ister, i Elsass bleven bidt af en Hund, der led af Vand- skræk ; Drengens Forældre søgte Raad for Stedets Læge, og denne ætsede Saarene med Karbolsyre, men raadede iøvrigt Forældrene til at rejse til Paris og der henvende sig til den eneste Mand, som i et saa alvor- ligt Tilfælde kunde give Raad; »denne Mand boer i Ulmergaden og hedder Pasteur«, tilføjede Lægen. Den 6te Juli om Morgenen kom Drengen saa til Pasteur; denne vilde ikke paa egen Haand tage nogen Bestem- melse og henvendte sig derfor til to af Paris’s dygtigste Læger, Vulpian og Grancher; de undersøgte Dren- gen, som viste sig at have 14 bidte Saar. Pasteur gjorde dem Rede for det Standpunkt, hvorpaa hans Forsøg