Støvfri Veje

Forfatter: H.V. Christensen

År: 1914

Forlag: Vilhelm Priors Kgl. Hofboghandel

Sted: København

Sider: 130

UDK: 625.75-76 Chri Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000102

Emne: Særtryk af Den Tekniske Forenings Tidsskrift

Kommuneingeniør, Cand. Polyt.

Prisbelønnet af Den Tekniske Forening

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 136 Forrige Næste
27 dens Beskaffenhed. Er der kommet for lidt paa til at begynde med, kan der under den sidste Tromling endnu paaføres det manglende, og er der kommet for meget, maa der strøs leret Sand ind over Vejen for at opsuge Overskudet. Det vigtigste ved hele Metoden er dog Kvaliteten af den Petroleum, der bruges, baade af Hensyn til at opnaa det forønskede stærke Vejlag, og for at Vejen ikke skal lugte eller danne slimet Pløre, som kan skade Vognene og Tøjet, hvis det stænker op derpaa, hvilken Fejl mange Arter af Petroleum og andre asfaltholdige Olier har. Med Hensyn til Anvendelsen af Petroleumen paa makadamiserede Veje, da er Metoden ganske analog med den i et senere Afsnit beskrevne »Overtjæring«, kun at man undertiden opriver den øverste Del af Skærvelaget, for at Petroleumen kan trænge dybere ned. Vejen maa derefter tromles med en almindelig Jerntromle. 3. Tjære. Vi kommer nu til det vigtigste af de støvfri Bindemidler, det som er det egentlige nye i Vejbyg- ningen, og som i almindelig Tale er det, hvormed Tanken om en støvfri Vej forbindes, nemlig Tjære. Man regner i Almindelighed, at Anvendelse af Tjære i Kørebanen kun er nogle faa Aar gammel, men i Virkeligheden kan man spore den mange Aar tilbage. Det er oplyst, at en Englænder ved Navn Caseli allerede i 1834 har benyttet Tjæren til Vejene. Han udhældte den over Vejen og antændte den der- efter for at bortbrænde de skadelige Stoffer i den. Derefter var det Franskmænd, der tog Sagen op, først Ch. Tellier i 1867, derefter A. Francon i 1871,