Hvorfor? - Fordi
Nøgle til Naturvidenskaberne

260 Astronomi. kunnet opløses og derfor anses for at være luftformigt Stof. En Del Astronomer har troet, at de Stjærnetaager, som man ikke har kumiet opløse i Stjærner, senere hen, naar Instrumenterne er bievne endnu mere fuldkomne, vil kunne blive opløste, men den saakaldte Spektral- analyse har godtgjort, at der virkelig findes luftformige Stjærnetaager. 798. Er Stjærnetaagerne sjældne Fænomener paa Himlen? Langtfra; man har iagttaget over 5000, ihvorvel kun faa er syn- lige for det blotte Øje. 799. Hvad véd vi om Mælkevejen? Det svagt lysende Baand, som strækker sig tværs over Himlen, er en stor Stjærnetaage, opløselig i et umaadeligt Antal Stjærner. Netop paa Grund af dens Udseende har man omtrentlig kunnet bestemme dens Form og Grændser i Verdensrummet. Alle de enkelte Stjærner, vi ser paa Himlen, hører til Mælkevejens Stjærnetaage, hvis Form er en aflang Skive, og hvis største Diameter er mere end 10,000 Lysaar, d. v. s. en Lysstraale vilde være 10,000 Aar om at gennemløbe den. Omtrent i Midten af denne Skive befinder vort eget Solsystem sig. Da Stjærne- taagen er skiveformet, ser vi færre Stjærner paa Himlen vinkelret mod Skivens Plan, medens at en Sigtelinie i hvilkensomhelst Retning langs Skiven vil støde paa en tæt Samling Stjærner. Udefter denne sidste Plan er det, at vi ser Mælkevejen aftegne sig mod Himlen. W. Herschel takserer Antallet af Stjærner i Mælkevejen til 18 Millioner. II. 800. Hvilken Betydning har Solen indenfor vort Solsystem? Solen er den Fiksstjærne, omkring hvilken alle vore Planeter bevæger sig; Slutstenen i den Planetbygning, hvortil vi hører. Efter den Hypotese for Verdnernes Opstaaen, som den store Laplace har fremsat, dannede hele vort Solsystem, d. v. s. Solen og alle Planeterne med de- res Maaner, i Tidernes Morgen én eneste stor luftformig, roterende Stjærnetaage. Alt eftersom denne Luftmasse afkøledes, udskiltes der af dens ydre Partier Masser, der som Følge af Tiltrækningskraften mellem Smaadelene formede sig til Kloder, hvoraf Planeterne med deres Maaner fremstod. Af de centrale Dele dannedes der da en stor Luftklode, hvoraf Solen opstod. Efterhaanden som Afkølingen skred fremad, fortættedes alle de udskilte Dele først til flydende Form,