Hvorfor? - Fordi
Nøgle til Naturvidenskaberne

274 Astronomi. IV. 830. Hvad véd vi om Tilstanden paa Maanen? Det Himmellegeme, som næst efter Solen har lagt stærkest Be- slag paa Astronomernes Opmærksomhed, er Maanen. Maanen er et mørkt, næsten kuglerundt Legeme, hvis Diameter er llt af Jordens Diameter, hvis Rumfang er 1/eo af Jordens Rumfang og hvis Masse er 1/so af Jordens Masse. Betragter man nøjere Maanens Overflade, ser man paa denne lyse og mørke Tegninger. Kepler og alle andre Astronomer før ham ansaa de mørke Partier for Have og Søer, men da Galilæi rettede sin Kikkert paa disse Dannelser fandt lian, at de mørke Dele dels var Skyg- ger af Bjærge, dels Dale mellem Bjærgene. De lyse Partier fandt han at være Bjærgtoppe. Maanebjærgene har i Almindelighed et særegent Udseende; de viser sig i Reglen som kegleformige Kratere, Fig. 1G3, af betydelig Højde (en Del opnaar en Højde af 20,000 Fod), men ogsaa virkelige z6j>, MaanelandskaL. Bjærgkæder forekommer. Ogsaa Kraternes Brede er betydelig, idet den kan naa op til 5 Mile. Sletterne eller „Havene“ ligger betydelig lavere end de omgivende Partier og er delvis aldeles jævne, men stundom temmelig kuperede. Saavidt man kan se, findes der nutildags ikke noget Vand paa Maanen — Sletterne ef sandsynligvis Bunden af udtørrede Have; ikke heller har man kunnet opdage nogen Luftkreds omkring Maanen. En videbegærlig Læser kan her spørge: hvoraf véd man dette.