Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

2 PLANTEPATOLOGIENS HISTORISKE UDVIKLING. LITERATUR. Medens man i ældre Skrifter ofte finder meget gode og let gen- kendelige Beskrivelser af selve Sygdomsfænomenerne havde man kun meget taagede Forestillinger om deres Natur og Aarsag. Ganske bortset fra de rent overtroiske Forestillinger søgte man en Forklaring ved dunkle Antydninger om »forstyrret Aande- dræt«, »Overmaal af Safter« eller »uheldige Jordbunds- og kli- matiske Forhold«. Endnu i en saa ny Tid som 1863 mente den berømte Kemiker Just. Liebig1}, at den væsentligste Aarsag til Plantesygdomme var den, ved en fortsat Dyrkning af de samme Kulturplanter, opstaaede Mangel af visse i Jordbunden forekommende og i Planternes Aske fundne Stoffer. Pludselig optrædende, større Landomraader hærgende Farsoter hos Kul- turplanter tilskreves giftige Taager, af Jorden tiltrukne Komet- haler osv. I lang Tid var det en yndet Teori, at det om ikke ude- lukkende saa dog fortrinsvis var Avlsplanterne der vare udsalte for Sygdomme, som en nødvendig Følge af de unaturlige For- hold, hvorunder de dyrkede Planter bragtes, saa at de degene- rerede og bleve syge, hvilket endnu i Midten af dette Aarhun- drede fandt Forsvarere blandt saa berømte Botanikere som El. Fries og M. J. Schleiden2). Grunden til denne Antagelse ligger vistnok dels i den Omstændighed, at man lægger mere Mærke til Avlsplanternes end til de vildtvoksende Planters Befindende, dels i at de dyrkede Planter sædvanlig bedækker hele Bede eller hele Marker eller hele Afdelinger i Skoven, og en smitsom Syg- dom faar derved bedre Lejlighed til at brede sig og bliver mere iøjnefaldende end i den mere blandede Bevoksning af vilde Planter. Ved nøjere Undersøgelse viser det sig ogsaa, at disse sidste er plagede af lige saa mange Onder som de dyrkede, og at Sygdommene hos de selskabeligt voksende Arter er lige saa fremtrædende som hos Avlsplanterne. En anden Teori, som er opstaaet i dette Aarhundrede, og som endnu synes at have Tilhængere, er den, at det særlig er saadanne Planter, der stadig formeres ad vegetativ Vej, ved Knolde, Løg, Stiklinger o. Ign., som er udsatte for Sygdomme, hidrørende fra hvad man har betegnet som »Alderdomssvag- hed«, idet man regnede Individets Alder, ikke fra den Tid, da f. Eks. Knolden blev lagt eller Stiklingen plantet, men fra det Tidspunkt, da en af dets Forgængere fremkom af et Frø, hvad *) Ueber die Natur der Pflanzenkrankheiten. 2) Jfr. f. Eks. dennes Pläntefysiologi (1851), paa Dansk ved Joh. Lange (1856), S. 303 o. flg.