Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk
Forfatter: Andreas G. Jensen
År: 1924
Forlag: Levin & Munksgaards Forlag
Sted: København
Sider: 183
UDK: 666.3 Jen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
esansees
106 JYDEPOTTEN
I det sydlige Jylland og Fyn holdt handelen sig længst. Dog
færdedes jyske pottemænd endnu o. 1880 i Nordsjælland. 1904
var for sidste gang en pottemand fra Hejnsvig paa efteraars-
markedet i Herning. Paa Koldingegnen var i sommeren 1905
en pottemand. Endnu 1908 fragtedes et pottelæs til Esbjærg,
og lige saa sent drog hver sommer en pottemand fra Faaborg
ved Varde til Fyn med baade potter og limer, som han dels
solgte paa Flakhaven i Odense, dels kørte ud paa landet med.
Den sidste handel foregik paa de midtjyske markeder. Her
solgte gamle Marie Haugstrup for sidste gang potter paa mar-
kedet i Grindsted 1916.
Jeg har i det foregaaende vist de veje, ad hvilke jydepotten
førtes til fjærne fremmede steder, og fulgt pottemændene paa
deres færd i hjemland og udland. En væsentlig — ja den
for handelsmanden ubetinget vigtigste side af sagen, har jeg
dog hidtil ladet uberørt, nemlig hvad selve pottehandelen gav
sin mand i klingende mønt.
Dette er imidlertid et spørsmaal, som pottemændene ud-
taler sig om med stor varsomhed. I det liele taget er det jo
ikke vestjydens vane at krænge vrangen ud paa sig selv, og
pottemændene har kanske paa deres færd lært, at det man ikke
udtaler sig om, volder en mindst ulejlighed. Paa et første spørs-
maal kan man vente omtrent følgende svar: „A kinner ett
saa møj te ’et; men do sku’ prøv’ aa snakk’ med N. N., han har
sjel waat mej, aa han ka’ faatæll’.“ Men har man endelig faaet
sin mand saa vidt, at han er ved at tø op, saa kan det nok
hænde, at konen træder trofast til med et: „Nu ska’ do jo
ta’ dæ wal i waar’, hva’ do sejer, for de’ blywer jo skrøwen
nier!“ Saa er der sat forsvarlig pind for, og man kan godt
putte sit papir i lommen.
Som et eksempel paa, hvor forsigtigt en pottemand udtaler
sig, kan jeg nævne, at en dag kom jeg ind til en pottemand
med en sort potte, som jeg havde faaet et andet sted. I
samtalens løb spørrer han: „Hvor haar do faat den pott’?“
Og da jeg fortalte ham det, sagde han: „Ja, a tøt jo nok,
te a ku’ se, de’ waar jen a Kjestens potter.“ Da jeg saa vilde