Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

esansees 106 JYDEPOTTEN I det sydlige Jylland og Fyn holdt handelen sig længst. Dog færdedes jyske pottemænd endnu o. 1880 i Nordsjælland. 1904 var for sidste gang en pottemand fra Hejnsvig paa efteraars- markedet i Herning. Paa Koldingegnen var i sommeren 1905 en pottemand. Endnu 1908 fragtedes et pottelæs til Esbjærg, og lige saa sent drog hver sommer en pottemand fra Faaborg ved Varde til Fyn med baade potter og limer, som han dels solgte paa Flakhaven i Odense, dels kørte ud paa landet med. Den sidste handel foregik paa de midtjyske markeder. Her solgte gamle Marie Haugstrup for sidste gang potter paa mar- kedet i Grindsted 1916. Jeg har i det foregaaende vist de veje, ad hvilke jydepotten førtes til fjærne fremmede steder, og fulgt pottemændene paa deres færd i hjemland og udland. En væsentlig — ja den for handelsmanden ubetinget vigtigste side af sagen, har jeg dog hidtil ladet uberørt, nemlig hvad selve pottehandelen gav sin mand i klingende mønt. Dette er imidlertid et spørsmaal, som pottemændene ud- taler sig om med stor varsomhed. I det liele taget er det jo ikke vestjydens vane at krænge vrangen ud paa sig selv, og pottemændene har kanske paa deres færd lært, at det man ikke udtaler sig om, volder en mindst ulejlighed. Paa et første spørs- maal kan man vente omtrent følgende svar: „A kinner ett saa møj te ’et; men do sku’ prøv’ aa snakk’ med N. N., han har sjel waat mej, aa han ka’ faatæll’.“ Men har man endelig faaet sin mand saa vidt, at han er ved at tø op, saa kan det nok hænde, at konen træder trofast til med et: „Nu ska’ do jo ta’ dæ wal i waar’, hva’ do sejer, for de’ blywer jo skrøwen nier!“ Saa er der sat forsvarlig pind for, og man kan godt putte sit papir i lommen. Som et eksempel paa, hvor forsigtigt en pottemand udtaler sig, kan jeg nævne, at en dag kom jeg ind til en pottemand med en sort potte, som jeg havde faaet et andet sted. I samtalens løb spørrer han: „Hvor haar do faat den pott’?“ Og da jeg fortalte ham det, sagde han: „Ja, a tøt jo nok, te a ku’ se, de’ waar jen a Kjestens potter.“ Da jeg saa vilde