Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

POTTETØJETS FORMER OG BRUG DA jydepottefabrikationen inden for det tidsrum vi kender vi- dere til den, især gik ud paa at fremstille husholdningskar til salg, var det naturligvis de bestemte typer af koge- og stegekar, som engang var indarbejdet, der udgjorde hovedmassen af produktionen. Men foruden disse almindelig kendte jyde- potter, brugte man i selve potteegnen en mængde andre lerkar. Mangfoldige ting, som man i det øvrige land altid lavede af træ eller metal, og som vi kun tænker os af saadant materiale, var i potteegnen gjort af ler, ja det grænser fast til det utrolige, hvad man i saa henseende drev det til. Det almindeligste og bedst kendte kar er gryden. Det var den, som gav navn til hele virksomheden (grydepige o. s. v.), og det er den, der i folks bevidsthed har fæstnet sig som den „rigtige“ jydepotte. Dette er ikke noget tilfælde, den danner som hele produktionens grundform, og dens brede bug spores i de fleste andre karformer. Lergryden (fig. 32) var et udmærket kar, hvis form i det væsentlige findes fuldt udviklet i oldtidskar: En stærkt udbuget underdel (æ lyw), hvorover en indsnævring (æ hals) — forsynet med et eller to smaa ører — derefter en mindre udvidelse (æ mund), og i almindelighed en temmelig bred og flad overste kant (æ bræj). Snart var gryden forsynet med tæer, snart uden tæer. Naar denne grydeform ikke undergik større forandrin- ger i tidens løb, er det simpelt hen af den grund, at det næppe var muligt at finde nogen bedre. Det var ogsaa en ypperlig gryde, meget rummelig, vanskelig at vælte og med en stor varmeflade, let at tildække og dog nem at hælde eller øse af, helt igennem præget af erfaringen og det praktiske livs behov, og netop derfor baade tiltalende og livfuld. Det er en selvfølge, at saa udpræget haandgjorte ting som lergryderne, trods den hævdvundne grundform, maatte blive