Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

FORMNING OG BRÆNDING Der skal nu skildres, hvordan de sorte potter blev til. Ved at følge arbejdet fra først til sidst, vil man da faa at se, at hvor primitiv denne kunst end kan synes, og i mange maader var, krævede den dog et betydeligt større maal af dygtighed, orden og omhu af sine udøvere, end man ved et første blik skulde tro. Pottearbejdet var fuldstændig overladt til kvinderne. De kaldtes tidligere grydekoner og grydepiger, i den sidste tid, da det væsentlig var gamle koner, der gjorde potter, kaldtes de pottekoner, og dette udtryk bruges i det følgende. De be- gyndte arbejdet tidligt om foraaret saa snart uld- og hørspind var til side, som regel i marts—april. Mange begyndte dog allerede ved „Pejersdaw“ (22. febr.) og saa fortsattes der som- meren igennem, tit efteraaret med, ja enkelte gjorde potter det meste af vinteren. Aftenen før leret skulde æltes, slog pottekonen vand paa den side af lerdyngen, hvor hun vilde tage, og naar leret var godt opblødt, gennemhakkedes det paa krys og tværs med en spade eller greb. Om morgenen fejedes lergulvet paa det omhyggeligste i anledning af æltningen; thi det gjaldt fra først til sidst, at „en skuld’ vær’ li’ saa renfarre med æ lier, som med si’ dej- trow“ eller „som med si’ smørkop“. Derpaa gik pottekonen ud for at „bold’ op“. Liggende paa knæene „krampede" hun med næverne leret ud af dyngen og klappede det op i „bold’“ (klumper) paa en lille spands størrelse, disse bares paa gryde- fjælen eller i en halmløb ind i grydestuen og lagdes i dynge midt paa gulvet, tillige med det sand som skulde æltes imellem. Det skulde være fint, stenfrit sand („sølvsaand“ sagde en af de gamle), stundom maatte man hente det langt borte, og kunde man kun faa sand med smaasten i, maatte det temses først. Man tog ler og sand paa beram, selv om man naturligvis havde omtrentlige maal at gaa efter — nogle siger 3 bolde og ces