Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

20 JYDEPOTTEN ning, de havde ogsaa prøvet den, men kasserede den igen. Det gik for dem hurtigere og sikrere paa den vante, nedarvede maade. Og som det fremgaar af billederne, kunde potterne næppe været gjort bedre paa drejeskive. Samtidig med at pottens overdel formedes, blev den for- synet med ører. Med pegefingeren dannedes en fure i pottens side, hvor øret skulde sidde, en lille lerklump rulledes til pølse- form, klemtes flad og blev med et let tryk sat paa plads. Det hele var kun et øjebliks sag, idet formning og paasætning foregik samtidig. Skønt der ikke gjordes noget særligt ud af ørerne, var de dog baade ret ensartede og nøjagtige, og de var ubetinget en pryd for karret. De var langt stærkere, end man Fig. 6. Taansten. Sletsten (10 cm 1.). egentlig skulde tro, selv store gryder kunde fyldes helt og dog hænge i ørerne. Havde pottekonen travlt, kunde hun under- tiden skyde lidt raskere over de mindre potter og nøjes med et øre, men pottemanden vilde helst have to. Nu var potten „gjort op“, og den stilledes derefter til tørring i nogle timer, for at den øverste tynde del, der jo nu var færdig, kunde blive saa haard, at potten kunde „hvæles po æ bræj", uden at denne tog skade. I almindelighed tørredes potterne ude, men var der ingen tørring i luften, saa anbragte man stundom hylder inde i stuen til at stille potterne paa. Paa sine steder — f. eks. Sig, Stundsig — blev potten „skoet“, idet der lagdes et 2—3 cm tykt lag 1er under bunden, før den stilledes til tørring ude paa grønningen paa „æ potte- plads“, hvor man stadig maatte tilse dem og passe at „sno“ dem, saa de tørredes ligeligt. Naar denne første tørring var forbi, skrabtes lerlaget, „æ æstler“, omhyggeligt af med en „skaw- knyw“ og kastedes til side for at undgaa muligt snavs, der var kommet deri. Derpaa skulde potten „taanes“. Den anbragtes paa skødet, og hullet i bunden lukkedes, der var jo 1er nok i pottens neder-