Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

FORMNING OG BRÆNDING 37 først yderst (henad kl. 11 12), var potterne brændt færdige og dækkedes med den varme sandede aske. Ved 2—3 tiden var hele grundelen brændt ud. — Næste dag slæbtes potterne frem og blev „klingret", og stabledes derpaa op i stue eller lade. Man begyndte pottearbejdet ved „Pejersdaw" (22. febr.) og blev ved til en 3 uger før jul. At man ogsaa i ældre tid gjorde potter saa sent paa aaret, ses af, at 24. novbr. 1775 druknede en kone fra Gammelstrup i aaen mellem denne by og Skalmstrup, „da hnn ventelig var gaaet fejl efter en Ild, som var optændt i Byen til at brænde Gryder“. (Meddelt af Jeppe Aakjær eft. „Viborg Samler“ 393). I Ringkjøbing amt fandt en — i hver fald i nyere tid - mere spredt tilvirkning sted. I den sydlige del af amtet var fremgangsmaaden som paa Vardeegnen, men paa Holstebro- egnen var der tillige træk af arbejdsmaaden i Fjends h. Her æltedes leret paa en hestehud eller et svineskind, og man brugte ikke „glaas’sten" men „skygg'sten“, hvilket jo peger mod Fjends h.; men naar det saa oplyses, at man havde „braand- hus", og at det sidste stod i Naur sogn, staar man over for et af de afgørende led i Vardeegnens arbejdsmaade1). Potterne var tunge og klodsede. J. C. Hald oplyser (1833), at „Alle disse Leerkar ere for det meste skjøre og slette“, og til- lige at man brændte dem i bagerovnen. Dette sidste lyder ret usandsynligt; jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det er braand- husene, man har forvekslet med fritliggende ovnhuse. Om tilvirkningen i Vorup ved Randers foreligger kun an- denhaands oplysninger, idet pottearbejdet der hørte op før 1870, og alle, som har haft med det at gøre, forlængst er døde. Gamle folk husker tre steder, hvor man lavede potter. Pottemagersken æltede leret i grydestuen. Hun var iført un- derskørt og bindeærmer, og paa fødderne havde hun spidse 1) Efter H. P. Hansens opt. 1904 efter en 85-aarig meddeler.