Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

36 JYDEPOTTEN var boret ud, skar man den ofte med en sytraad af i passende højde. — Grydelappen hed „æ læp", men var endog med hen- syn til maal ens begge steder. Lerkarret med vand og lap hed „8 læpgryd’“. — Udbankningen af pottens underste del hed at „buddie" eller „budje"; „æ røw bløw bonket ud te bom“. Hertil brugtes selvfølgelig „buddistien", der kunde være sten, men tiest var skaaret af træ eller brændt af ler. — Til at pudse potterne med brugte man „skraavknyw" og „skraavspaan", begge af træ. — Ler- og mergelopløsningen, som potten smurtes over med, hed „læwi", men var iøvrigt som den omtalte „smid“. — Man „skygget“ potterne med „skygg'stien“, som man „glaaset“ ved Varde. Behandlingen og stenene var ganske ens. Først ved røgningen og opvarmningen af potterne var der væsentlig forskel i de to egnes fremgangsmaade. I Fjends her- red kendte man nemlig ikke noget til braandhus. Her blev potterne „grindlet“ i skorstenen. 1 den c. 2 m vide, aabne skorsten anbragtes i c. 80 cm højde fire flade jærnstænger, hvorpaà potterne stabledes med munden nedad, tit i saa mange lag, at man maatte staa paa en skammel for at faa de sidste lagt op. Saa var potterne paa „æ grindel“. Nedenunder stable- des tre skruer af baade „skotørv“ og „overtørv“, disse tændtes, og røgen begyndte at kvolme op mellem potterne. Tørvene skulde brænde jævnt uden flamme; men da skorstenen var fyldt med potter, var der heller ikke megen træk. Der skulde fyres med stor forsigtighed, i begyndelsen svagt og derpaa stærkere og stærkere i dagens løb, til potterne efter en 6 timers forløb var brune og færdige til at føres i „æ gryd’graw" hen paa eftermiddagen. „Æ gryd’graw“ (Vardeegnens „ildpøt“) var et cirkelrundt hul paa c. 15 cm dybde og med en lille vold af den opgravede jord udenom, væsentlig sandblandet aske. Graven var 21/2—3 m i tværmaal efter brændingens størrelse, der varierede fra 10—20 snese potter. „Æ gryd’graw skuld’ vær’ li’ saa manne trin i om- gang, som der var snes’ potter“. I bunden lagdes et lag helst hvidmossede tørv — d. v. s. tørv med renlav — saa blev pot- terne pænest. Dette lag kaldtes „æ grundel“ og tørvene „grun- deltørv“. Herpaa stabledes potterne i 2—3 lag, de store gryder fyldt med mindre kar saa haardt de kunde, og derpaa dækkedes med lyngtorv som i ildpotten. Man brændte ogsaa her om afte- nen, „for om dagen kunde man ikke se, om potterne var klare (gloende)“. Naar „æ grundel“ var brændt ud, hvilket skete