Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

FORMNING OG BRÆNDING Naar potterne var kolde, blev de stablet op i en stue eller i laden, indtil de skulde sælges. Hver enkelt potte blev „kling- ret“, man slog med en kno paa den for at høre, „om ’en vaar reele aa haad’ æ klang“. En revnet potte var „skruk“. Havde den kun en lillè revne i bredden og lidt længere ned, kunde den tættes med voks og aske; for en større revne foroven kunde man ombinde med staaltraad, men saadanne potter kunde selvfølgelig ikke sælges. De saakaldte „vrags“ potter, skæve potter, solgtes især i Vestjylland. Dalgas skriver 1830, at det er megen tvivl underkastet, om fabrikationen af gryder i en eller anden henseende kunde for- bedres. „Man skal have prøvet at brænde gryderne anden gang, hvorved de ere befundne at blive stærkere og at faae et rød- ligt Skjær. Men Maden og Melken bekom derefter Afsmag“. Dette er det eneste kendte forsøg paa en ændring i fabri- kationsmaaden i de sidste 140 aar, og man frafaldt det straks, da det betød en forringelse af varen. Den her givne fremstilling holder sig ganske til Vardeegnens arbejdsmaade og udtryk, og er helt igennem bygget op paa indsamlinger fra denne egn, der i enhver henseende byder langt det fyldigste og. sikreste materiale. I det følgende skal gives en oversigt over de afvigelser i fremgangsmaade og udtryk, som fandtes paa andre egne i Jylland, samt en udførlig omtale af fremstillingen af fynske „jydepotter“ i Vissenbjærg. I Fjends herred var fremgangsmaaden i det væsentlige den samme som paa Vardeegnen. Leret æltedes først sammen med sandet tre gange paa gul- vet — 3—4 løb ler og 1 løb sand, 1 løb omtr. 1 skp. Der- efter bredte pottekonen sit „ælt’skind“ ud paa gulvet. Det var et stykke hjemmegjort blaarlærred c. 80 x 100 cm, i tidligere tid (1795) brugtes et faareskind, deraf navnet. Paa ælteskindet lagdes omtrent 1/2 løb af det æltede 1er, der her æltedes yder- ligere tre gange med fødderne, „til der ikke var en knot i det . Hver saadan æltning rulledes op for sig og var færdig til brug. Potten blev gjort op paa samme maade som ved Varde; men naar „stokken“ — der ikke havde noget eget navn her 3*