Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

34 JYDEPOTTEN igennem, og ligeledes paa den indvendige side over indgangen til braandhuset. I hvert hul blev gemt en papirrulle og en træ- prop slaaet i bagefter. Desværre er baade karme og braandhus biændt, saa vi faar aldrig at vide, hvilke stærke ord der stod paa sedlerne. Men potterne holdt. 1 Horne var det ogsaa galt. Der skulde manden saa gaa sidelæns rundt om pøtten og lægge armene over kors ind over denne, skiftende højre og venstre arm øverst skridt for skridt. „A sejer ett nowed, men æ potter de holdt“. Medens en pottepige sad og gjorde potter, kom der en bitte fugl ind ad vinduet, „siden künd’ hun ett faa ’et te aa hold’, saa vild' ’et skrupp’, og saa vild’ ’et revn’“ — indtil hun fik raad. I Kalsgaarde var det galt hos to søstre. Potterne vilde slet ikke holde. En gammel kone fortalte, „mi’ moster vaar ned’ og saand’ (blande sand i) for dem, men de’ vild’ ett hold’ endda, æ potter skruppet, te æ skoor spraang ud af æ pøtt“. Hver dag kom en mus og spillede over potterne inde i gryde- stuen; men alle forstod jo, at det ikke var nogen almindelig mus, selv den kloge mand kunde ikke fange den mus. Pigerne græd over det; men de maatte skam holde op at gøre potter. Dagen efter der var ildet, ragedes asken altsaa af pot- terne, som derefter slæbtes ud af pøtten med ildforken og stilledes med munden opad for - yderligere at afkøles; de var endnu alt for varme til, at man kunde tage paa dem med hænderne. Nu først kunde det ses, hvorvidt brændingen var lykkedes. De store gryder, som havde staaet yderst, skulde være graabrogede, saa var de stærkest; de mindre, som havde staaet indeni, var pænt sorte overalt, men de var knap saa stærke. Marie Haugstrups potter blev alle smukt sorte, da de jo havde været dækket af jærngryderne. Naar disse havde været gloende i 2 3 timer, vidste hun, at potterne var brændt til- strækkeligt, og ragede jærngryderne til. Hvis der havde været særlig store gryder i pøtten, var der især spænding; for de var slemme til at blive vindsk. Havde der ikke været strøet saa omhyggeligt under potterne, „saa æ bræj fæld’t snært“, kunde luen være slaaet ind og have splittet den yderste potte, og de, der stod indeni, var bleven „low- læven" (lueløben), d. v. s. at luen var løben over dem og havde skjoldet dem, det kunde ogsaa ske, naar tørven brændte fra og luen slog over potten.