Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

FORMNING OG BRÆNDING 33 og tilsaa sine potter, kortede man da tiden med historier, sang og løjer, ja maaske fik man et stykke paa harmonikaen og en dans i træskoene paa det grønne. En spasmager kunde og- saa jage pottekonen en forskrækkelse i livet ved at slaa træsko- næserne mod hinanden, det lød som naar en gryde skrup- pede. Endnu efter at de fremmede havde budt godnat, tegnede pottekonens skikkelse sig mod ilden. Først ved midnatstid var brændingen færdig og de sidste potter raget til med den glo- Fig. 19. Marie Haugstrup brænder potter. (H. p. Hansen fot.). hede grydemuld; saaledes fik de lov at ligge til næste formid- dag, da var de svalet saa meget, at de kunde taale at udsættes for luften; men gik asken fra en potte, før den var svalet, blev den rød og duede ikke. Gik det trods al omhu galt med flere ildinger, var der kun een udvej, „æ klog’ mand“. For det var jo da saadan, at var der onde folk, som vilde gøre fortræd, saa var der da ogsaa gode folk til at hjælpe. — Et sted i Agerbæk blev potterne ved at skruppe, saa de maatte til den kloge mand i Øse. Han gav dem seks smaa papirruller. Med et fretbor (vridbor) skulde de bore et hul til hver side over dørene, som potterne skulde 3