Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

32 JYDEPOTTEN at der kom jævn og ligelig ild i hele pøtten. Her „ildedes" potterne nu under stadig tilsyn i løbet af en 3-5 timer Det skulde brænde jævnt og stille overalt. Saa snart en tørv var udbrændt, eller en potte blev synlig, ragedes de glødende emmer ned om siderne, og en ny tørv lagdes paa, ved hjælp af en ang ildfork eller -skovl. Fik potterne lov at ligge udækkede kom der røde pletter, saa var de ikke tætte og selvfølgelig usælgehge. Jævnlig lettede man en tørv hist og her for at se pottens farve. Naar den var „klar“, gloende som tørven, var den som den skulde være og dækkedes omhyggeligt til med den gloende grydemuld. De yderste potter blev først færdige, og efterhaands dækkedes indad. Vilde man have potten rigtig blank og pæn, tog man en tørv paa forken og gned den med inden den dækkedes. Fig. 18. Ildskovl. Men det gik ikke altid saa lige til, naar der ildedes. Maaske blæste vinden op, saa blussede ilden alt for stærkt, og det gav det ene knæk i pøtten efter det andet, det var potterne der „skruppede", sprang i stykker i den alt for stærke varme. Saa gjaldt det om 1 en fart at faa stillet nogle fjæl op fil læ, for at redde hvad man kunde. Men selv om det ikke gav blæst, kunde det godt skruppe i pøtten alligevel, ukrudtsfrø og „tinter“ i leret fik let en potte til at skruppe, vaade tørv og daarligt tørrede potter gav samme resultat, og en lille sten i leret voldte i det mindste, at der sprang en skjeld af, saa potten var ubrugelig som salgsvare. Værst var det, hvis leret havde faaet enten for lidt eller for meget sand, saa skruppede potterne ind ad en kant, mens pottemagersken gik grædende rundt om pøtten. Det var jo især, hvis hun var kommen til en anden egn og ikke rigtig kendt med leret der, at sligt hændte. Men det kunde ske for den bedste. Da fabrikationen tog af, og det kun var hist og her, der brændtes potter, trak ilden med sin dragende magt baade yngre og ældre til baalet. Og mens pottekonen vandrede om pøtten