Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

FORMNING OG BRÆNDING 31 Gamle Marie Haugstrup dækkede samtlige sine kar i pøtten med store jærngryder, som hun havde faaet lavet netop til dette brug. Pottekonen satte naturligvis ogsaa selv potterne paa plads i pøtten, medens de andre med luffer eller klude om hænderne bar de hede potter til fra braandhuset. Potterne maatte ikke gerne være hedere, end man til nød kunde tage paa dem med bare hænder. Bedst var det, hvor man havde en gammelmand til at tage dem ud, „hans hænder vaar sej’, han vasket dem ett manne gaang i æ aar, saa de kund’ taal' nowed“. Fig. 17. Hans Smidth: Jydepotterne brændes. (Eft. Galschjøt: Danmark). Mellemrummene mellem potterne fyldtes med tørvebrokker, ovenpaa lagdes et dobbelt lag lyngtorv med lyngfladerne mod hinanden, og paa samme maade stilledes et dobbelt lag tørv paa kant om siderne, saa potterne var fuldstændig dækkede, Naar saa til slut alle revner og sprækker var tættede med brok- ker, var milen færdig. ,,Grydemulden“ (den sandblandede aske) fra tidligere „ildinger“ ragedes sammen til en vold udenom ,,for æ vejr maatt’ ett kom te æ bræj, saa spraang en og saa kunde der tændes. Nogle skovlede ligefrem „øssel' (glø- dende emmer) fra braandhuset over hele pøtten for at faa ild i en fart. Andre gik mere omstændeligt til værks. De havde forud stablet og antændt et par „tørvestuver“, og herfra tog de gløder og lagde langs kanten af milen hele vejen rundt, andre tændte med gløder i milens top. Hvad det gjaldt om var,