ForsideBøgerJydepotten : Vort Lands Ældste Haandværk

Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

Pottebrænding Pottearbejde Jydepottefabrikation Jydepotter Ler

Forfatter: Andreas G. Jensen

År: 1924

Forlag: Levin & Munksgaards Forlag

Sted: København

Sider: 183

UDK: 666.3 Jen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 200 Forrige Næste
FORMNING OG BRÆNDING 39 begyndt med at brænde potter i skorstenen (herom kan dog intet forklares), saa drev andre det videre og brændte i særlige ovne“. Selve brændingen foretoges i en „ildgrav“ ude i toften. Det første indtægt der omkring kaldtes „ved ildgraven“. Graven var et rundt hul i jorden med almindelig stenpikning i bunden. Ved den her afbildede grav, som jeg udgravede i septbr. 1919 og derefter tildækkede igen, laa brolægningen 70 cm under jordoverfladen, dens største tværmaal var 2,20 m, det mindste 1,40 m. Som det fremgaar af billedet, har brolægningen været genstand for nogen overlast, inden hullet i sin tid er kastet til, men den største del var jævn og vel bevaret. Fra bunden har hullet skraanet jævnt op til siderne, saa det ved jordoverfladen har haft et tværmaal paa c. 51/2 m. Her havde der været et flettet risgærde omkring hele graven, dels for at give læ, dels for at skærme for kreaturer. Til trods for mangfoldige aars dyrkning var fylden omtrent op til overfladen næsten udeluk- kende kulstøv og -smul med en mængde større og mindre stykker trækul og sorte potteskaar. Naar man brændte potter i en saadan grav, dækkedes sten- broen med bøgebrænde i alenstykker; der ovenpaa stabledes potterne i flere lag, der dækkedes baade paa siderne og foroven med alenlangt brænde, og sluttelig dækkedes der i den halve højde med jord, saa der kun blev et hul forneden, hvorfra man kunde tænde. En større flad sten, der stod paa kant og ragede et stykke op over den øvrige brolægning, kan maaske liave haft sin betydning ved optændingen. Naar der var sat ild til, stod pottemagersken og viftede og blæste til ilden med en c. 60 cm bred fjervifte paa et langt træskaft, indtil der var god ild. Naar alt brændet var godt i brand, dækkedes der helt med jord, slog røg og ild igennem et sted, skovledes yderligere jord paa. — Man brændte om morgenen. Naar potterne var færdige, pilledes de frem med en lang træstang og stilledes til afkøling med munden opad. - Af kulstykkerne i ildgraven frem- gaar det, at man har brugt rundt grenebrænde. Dette tilførtes ad Gudenaa fra Silkeborgskovene.