Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

40 JYDEPOTTEN I Vissenbjærg sogn tilvirkedes sorte lerkar baade i Kelstrup by og Kelstrup skov, tidligere „Karhuse“; potterne kaldes endnu paa egnen for „Ka husepotter“. I hovedtrækkene var leret og potterne genstand for en lignende behandling som i Jylland, dog mindre omstændelig og omhyggelig, hvorfor det færdige produkt heller ej stod maal med de jyske kar. Tilvirkningen foregik i „lerhuset“, et rum, der strakte sig gennem hele den ene ende af stuehus eller lade. Lerhusets ene side optoges af „lerbingen“, et c. 2 m dybt hul, hvori leret, der giavedes efter tid og lejlighed, opbevaredes og stadig holdtes fugtigt. Ved siden af lerbingen stod en „fjællebriks", en kasse paa c. 2 m længde og bredde med c. 25 cm høje sider, der endte i haandtag ved begge ender. Heri æltedes leret to gange med bare ben, og fik samtidig passende tilsætning af vand, saa det æltede 1er var omtrent af fasthed som brøddej, men uden nogen tilsætning af sand. ,,Kun hvis vi en enkelt gang vilde lave potter, der kunde taale at komme til ilden, kom vi lidt sand i.“ Hele æltningen rulledes op i en cylinderformet stok, dei stilledes paa enden ved siden af briksen. Ved at trække en tynd snor igennem stokken skar man leret i plader, saa det var let at tage i passende stykker. Leret fik ikke nogen yderligere æltning som i Jylland. Derpaa skulde der „klappes bunde“. Mindre lerklumper ban- kedes med den udvendige side af haanden ud til flader af passende størrelse og tykkelse, hvorefter de stilledes i stabler med ti i hver. Endvidere skulde der til karrenes sider „vrides valke“, pølseformede lerruller paa c. 60 cm længde og 4—5 cm tværmaal. De rulledes paa et „valkebræt“ og lagdes i „valketruget". Alt dette arbejde havde pottemagersken imidlertid ikke med at gøre. Hver pottemagerske havde en halvvoksen pige eller dreng til hjælper, og at ælte, klapp’ bunde og vrid’ valke var hjælpernes gøremaal. Pottemagersken sad støt og formede kar paa sin „ka’trill’“, en simpel drejeskive, hvis indretning fremgaar af billedet. Dog maa det bemærkes, at den lodrette akse, som gaar gennem et hul i underste skive og hvorpaa den øverste skive hviler og kan drejes, i virkeligheden ikke stod i en fod som paa billedet, men var en pæl som stod fast i lergulvet. Paa skiven anbragtes en af bundene, med den ene haand drejedes kartrillen, medens den anden haands pegefinger holdtes