Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

JYDEPOTTEN 42 hvilket svarer til det jyske at „gøre op“ (s. 17), det udførtes paa samme maade med en „brejdeklui" (bredklud), der endog indtil maalene er som „æ gryd’lap" — c. 20 cm 1. og 6 cm br. Den vaade klud lagdes over karrets side, som derpaa under stadig omdrejning blev trukket tyndere og højere op, og sluttelig dannedes „brejdi (karrets øverste kant) der har givet navn til kluden, hvorom den gamle pottemagerske erklærede, at „ha’ ka vi slet itte undvære“. Dog maa det bemærkes, at da man under omdrejningen holdt fingerspidserne og ikke fingersiden mod karvæggen, fremkom der furer i denne, og trods senere pudsning spores disse stadig som koncentriske ringe i det fær- dige produkt. Med en „gørespaan“, en bøgespaan paa c. 5 cm bredde og skaaret skraat til paa enden, skrabtes potten derefter glat indvendig. Gørespaanen holdtes fast først mod bunden og der- efter mod siden, mens kartrillen kørtes rundt. Derpaa skulde potten „buddes“ ud. Hertil brugte man en „buddeklud“ af 4 lag sammensyet blaarlærred, c. 15 cm i kvadrat. Under karrets stadige omdrejning holdt man venstre haand imod udvendig, mens man med den vaade buddeklud trykkede paa den indre karvæg, til potten havde faaet den ønskede form. Dette led i pottens tilblivelse kender vi jo ogsaa fra Jylland, i Fjends herred endog under samme navn. Naar man i Karhuse kunde nøjes med en klud til dette arbejde, har det sin naturlige aarsag i, at karrets væg i forvejen havde faaet sin tykkelse, og da Karhusepotterne i almindelighed spidsede nedad eller havde lodrette vægge — i lighed med moderne lerkar saa var det kun en ringe udformning, der krævedes, og som let lod sig udføre med en klud. I de jyske kar skulde den store bug derimod drives ud af den uformede lermasse, hertil maatte selvfølgelig kræves en sten eller et andet fast legeme. Naar potten var buddet ud, skulde den „sættes af“, sættes til tørring. Paa lerhusets væg var fastgjort stolper, hvori med passende mellemrum var anbragt 1/g m lange nagler, hvorpaa der lagdes hylder af løse fjæl til at stille potterne paa, og naar de havde staaet der en dagstid, var de saa stive, at de kunde „vrides paa fjælen, og skulde da „øres“. Ørerne formedes og trykkedes fast paa potten, uden at den fjærnedes fra hylden. Var det sol og vejr til det, bar man de fyldte hylder ud, for at potterne kunde tørres hurtigere. Naar potterne var „hvide i brejdi“, skulde de skrabes ud- vendig (jysk „skawes“) med en skrabekniv, der var lavet af