Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

FORMNING OG BRÆNDING 43 det yderste af en gammel le, c. 30 cm lang og paa midten forsynet med et halvrundt indhak. Kniven fattedes i begge ender, og potten anbragtes paa skødet. Til slut pudsedes potten med en skrabeklinge af jærn, c. 15 cm. 1. og 4 cm br., med lige eg. — Med en „sulleklui“ oversmurtes potten derpaa med „sulle“, det er en tynd leropløsning (jysk „smid“, „læwi“). Derimod kendte man ikke til at „glaase“ (gnide) potterne, som man gjorde i Jylland. En enkelt gang har man efterlignet dette ved at gnide potterne med en nøgle. Saa stilledes potterne til tørring nogle dage paa loft eller i lade. Sikar stilledes paa kant mod hinanden, potter to og to oven paa hinanden med bundene sammen. Naar man havde nok til en brænding, stilledes nogle c. 2 m lange tremmehække fra vinduesbænken skraat ned mod jorden, og her anbragtes de omtrent tørre potter i selve solen en 3—4 timer, til de var hvide (lyse) saa var de tjenlige til at brændes. Men kom der regn, skulde man have dem ind i en fart, for regn kunde de ikke taale, saa længe de var „grønne“' (ubrændte). Potterne brændtes i en ovn paa 4 -5 m længde, omtrent som en stor bagerovn, baade hvælving og bund var muret af teglsten. I den ene ende var en fyraabning som en lille ovnmund, i den modsatte ende en større aabning, hvorigennem potterne førtes ind i ovnen. Tværs gennem ovnen gik en mur, der delte den i et mindre fyrrum og et større rum til potterne. Gennem denne mur var der to rækker huller, hvorigennem røg og ild fra fyrstedet kunde trække ind om potterne og ud gennem dette rums aabning. Der var ingen skorsten. Sikar stille- des paa kant i ovnen, og potterne lagdes paa siden i rækker, hvor to rækker stødte sammen, kunde lægges en ny ovenover. Naar potterne var paa plads, lukkedes den bagerste aabning omtrent helt med kampesten og jord, og saa skulde der i en 3 timer „smøges for potterne“, d. v. s. fyres langsomt, saa det kun røg gennem ovnen („braande“, „grindle“ i Jylland). Naar der senere fyredes rigtigt, gik den klare lue gennem ovnen, men fyredes der for raskt, blev potterne skæve. Naar de var klare (gloende), var de brændt tilstrækkeligt. Der fyredes med al slags brænde, og naar der var lagt tilstrækkeligt i ovnen, lukkedes fyrhullet tæt. Skulde potterne være sorte, lukkedes tillige den anden aabning tæt med græs- tørv og sten, i den sidste tid med jærnluger. Vilde man derimod have røde potter, lukkedes kun fyrhullet. Men her var ogsaa den eneste forskel i tilvirkningen, ellers lavedes sorte og røde