Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

44 JYDEPOTTEN pottei af samme slags 1er og behandledes helt igennem ens. Naar der brændtes sorte potter, lukkedes der saa tæt, at træet ikke brændte helt ud, men svedes til trækul, der blev sældet og solgt til blikkenslagere i købstaden, „det fine brugte vi selv“. Ved de røde potter brændte træet helt ud. Naar potterne havde været i solen om formiddagen og kom i ovnen om eftermiddagen, kunde det passe at lukke ovnhullet ved aftenstid, saa blev potterne færdige i nattens løb og svaledes saa meget, at man med handsker paa hænderne kunde tage dem ud næste formiddag, og faa en ny brænding ind før ovnen endnu blev kold. Den ringere omhu ved æltningen medførte, at der ofte var planterødder o. 1. i leret; naar saadant brændte bort, efterlod det hul i potten, men dette tættedes med kit, der sværtedes paa de sorte potter, og paa de røde gnedes over med en rød teglsten, hvorpaa man ogsaa lod saadanne potter glide med som almindelig salgsvare. Den af J. B. Sorterup i „Ann. f. nord. Oldkyndighed“ 1844 —45 omtalte pottebrænding i aaben grube, hvor flammerne slog op om karrene, der var hensat paa stene, har jeg intet spor fundet af. Sorterup skriver, at denne fremgangsmaade ,,har bevaret sig endnu til vor tid i de egne, hvor Pottemageriet er et almindeligt Erhverv for Landboerne“; men da den er ukendt netop, i disse egne, er det vel rimeligst at antage, at fremstillingen ikke hviler paa egne iagttagelser, men paa ufuld- stændige, fejlagtige eller misforstaaede meddelelser. Der har været gisnet adskilligt om aarsagen til produk- ternes sorte farve. Det var nemlig en velkendt sag, at hvis man brændte mursten af potteleret, saa fik man røde sten, ligesom man ogsaa fik røde potter, hvis man forsøgte at brænde dem i teglovnen sammen med stenene, ja om det saa var en sort- brændt potte, der sattes sort ind i teglovnen, saa kom den rød ud. Den gængs opfattelse var, at den før den egentlige