Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

JYDEPOTTEN 46 massen derigennem paa ny erhverve sin plasticitet. Først naar generhvervelsen af plasticiteten er udelukket, hvilket altid er tilfældet efter en opvarmning omkring 400 °, er der tale om egentlig brænding. Braandede potter er f. eks. ubrændte. Da den primitive pottemager (pottemagerske) netop brænder sine lerkar i fri luft og i stille vejr, tilføres der flammen for lidt ilt til fuldstændig forbrænding af de afiltende luftarter, og han faar sorte kar. Ofte hæmmes luftens adgang ved tildæk- ning, hvilket netop fandt sted ved brændingen af jydepotten. Hvor man bruger simple ovne til brændingen, lukkes ligeledes af for ilttilførslen, og man faar sorte kar. Saaledes var for- holdet jo netop i karhuse, hvor man — ganske vist uden at kende aarsagen — selv afgjorde, om potterne skulde blive sorte eller røde, ved henholdsvis at hæmme lufttilførslen eller lade den foregaa uhindret. En ovn lignende den fynske findes ifølge Franchet stadig i brug ved Lannilis i Bretagne. Ilden gaar gennem ovnen og har træk ud paa modsat væg. Man stopper for trækket med gamle potter og skaar, ganske som fynboerne stoppede med sten og græstørv. — I Indien bruges en fremgangsmaade, der ikke er ulig den jyske. Potterne sættes paa jorden i rækker, med smaa mellemrum der fyldes med træ, kokosfibre og tørret gødning, det hele dækkes med samme blanding, efter at potte- mageren først har anbragt et stykke brændende trækul i bun- den af hver potte. Derpaa stikkes ild fra flere sider. Naar det hele er i god brand, dækkes baalet med vædet rishalm og fugtig jord, der dannes da sort jærnoxyd, der sammen med kulaflejring giver den sorte farve. Efter brændingen afkøles potterne langsomt en halv dags tid.