Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

58 .TYDEPOTTEN Saa oplyser endvidere Ev. T. Kristensen, at i Nørre herred i Djursland har man ogsaa gjort sorte potter. Som et sidste glimt fra denne ellers uomtalte virksomhed i Jyllands østligste egne, opfører tabelværket 1 pottemager i Glæsborg. Dermed har jeg omtalt de forskellige jyske tilvirkningsste- der. Inden jeg paa ny vender mig til Vardeegnens produktion, vil jeg imidlertid omtale den fynske tilvirkning af sorte lerkar. Om denne hedder det i „Danske Atlas“: Af Fyensk Leer forfærdiges ogsaa paa adskillige Steder got Pottemager Ar- beyd, som deels forsendes af Landet. Ligeledes de saa kaldte Rappekar, lignende de sorte Jyde-Potter og Gryder. Disse giøres meest i Vissenberg paa Landeveyen imellem Odense og Medelfart, saa og i Hellager i Tved-Sogn, dog agtes de ikke saa stærke og gode som de Jydske Kar af samme Slags. — Senere oplyses yderligere, at virksomheden i Vissenbjærg ind- skrænker sig til 23 huse i Kjelstrup skov, ,,der forfærdiges sorte Leer-Kar, og derover kaldes de Kar-Huusene". Om tilvirkningen i Hellager vides overhovedet ikke mere, og ingen nulevende kender noget til den. Derimod fortsattes pottearbejdet stadig i Vissenbjærg, og rimeligvis af samtlige be- boere i Karhuse. Tabelværket opfører 19 pottemagerier, og i beskrivelsen over Odense amt (1843) anføres: Henved 20 Fa- milier finde i denne Industri en Hovedindtægt, dog har den ei bragt dem Velstand, men de leve tvertimod i stor Fattigdom. — De brændte især „skalgryder“, „sorte, flade Fade, hvilke finde stærk Afsætning, da Bønderne bruge dem til Mælkekar“ (sikar). Men det var en lokal industri, hvis produkter ikke kom uden for Fyn, og som i ingen maade kunde tage det op med de jyske kar. De solgtes især i Nord- og Østfyn. Ifølge Trap (1859) var den aarlige produktion 50000 kar. Hen mod aarhundredets slutning var virksomheden omtrent forbi, 1882 var der 4 pottemagere. Den sidste, som lavede skalgryder, var en gammel mand, der døde 1908. Dog lever i Karhuse adskillige, som har lavet skalgryder. Vi vender nu atter tilbage til Vardeegnen, som afgjort var brændpunktet for tilvirkningen i nyere tid. Her var den som allerede nævnt i stærk trivsel omkring 1800. Toldinspektøren i Hjærting opgav (iflg. Begtrup 1808) den aarlige udførsel til Fanø — d. v. s. til potteskippere fra Fanø, der udførte potterne — til 20000 rdl., hvilket efter tallene samme sted, der iøvrigt falder godt nok sammen med andre opgivelser, vil svare til mindst en 900000 potter. Dette var jo dog kun den part af