Betænkning Afgiven Af Kommissionen Angaaende Sikkerhedsforholdene Ved Statsbanerne

117 altid være muligt at gøre dem synlige fra Signalhus og Perron, og navnlig for Forsignalernes Vedkommende vil dette saa godt som aldrig kunne opnaas. Det er imidlertid meget ønskeligt, at saavel Betjeningsmandskabet i Signalhuset som Stationsbestyreren paa Perronen kan overbevise sig om Signalernes Stilling ogsaa af Hensyn til Muligheden for, at Signalerne ikke føres tilbage i Stopstillingen sammen med Haandtaget, og man vil derfor anbefale, at der, hvor den fornødne Synlighed mangler, anbringes Tilbagemeldere for Indkørselssignalerne saavel i Signalhuset som paa Perronen. I og for sig vilde det ogsaa være ønskeligt at anbringe Tilbagemeldere for Forsignalerne, hvor disse ikke er synlige fra Stationen, men da dette, som ovenfor nævnt, næsten altid vil være Tilfældet, vilde herved fremkomme en meget væsentlig Forøgelse af tekniske Anlæg med tilhørende Forøgelse i Tilsyns- og Vedligeholdelsesarbejdet, og Kommissionen nærer derfor nogen Betænkelighed ved at foreslaa Foranstaltningen almindelig gennemført for Forsignalernes Vedkommende og ska] nøjes med at anbefale den anvendt, hvor Forholdene særlig maatte ønskeliggøre det. En fuldstændig Kontrol med Signalerne forudsætter endelig ogsaa en Kontrol med Signallygten, idet det maa siges at aabne Mulighed for Fare, naar en Signallygte gaar ud. Herom henvises til, hvad desangaaende er udtalt foran Side 107. Imidlertid formindskes Faren derved, at et manglende Signal er at opfatte som et »Stopsignal«. løvrigt mener Kommissionen, at en Kontrol med Signalarmene og Signallysene gennem Ledvogterne for en stor Del vi] blive muliggjort, efterhaanden som Strækningen forsynes med Telefon. Kommissionen vil anbefale, at man udnytter denne Mulighed. b. Anvendelse af Dækningssporskifter og lignende. Et Forhold, som i betydelig Grad vedrører Sikkerheden paa Stationer, men hvor- over Stationsbestyreren ifølge Sagens Natur ikke altid kan være Herre, er Dækningen af Stationens Togveje for Indløb fra modsat Retning, fra Siden eller for Krydsning over Tog vejen af andre Tog, som muligt ikke har kunnet bringes rettidigt til Standsning for »Stop«-Signal. En saadan Dækning kunde tænkes tilvejebragt ved Anvendelse i den fjendt- lige Togvej af Sandspor, eventuelt ved Sporskifter, der fortsættes i almindelige Spor af tilstrækkelig Længde. En almindelig Gennemførelse af en saadan Foranstaltning er imidlertid praktisk uopnaaelig, idet den vikle kræve Stationsanlæg af et uforholdsmæssigt Omfang, men saadan særlig Sikring skønnes i Almindelighed heller ikke nødvendig under Hensyn til den rigelige Afstand, der som Regel forefindes imellem »Stop«-Signalet for den fjendtlige Togvej og det Punkt, hvor det eventuelt for langt kørte Tog vilde berøre det andet Togs Togvej. Særlige Forhold kan dog undertiden nødvendiggøre Tilveje- bringelsen af slige Sikringsforanstaltninger; saaledes finder man det rigtigt, at de vig- tigste Togveje ved nogle Krydsningsstationer med stærk Trafik i Nærheden af Køben- havn er sikrede mod utidigt Indløb fra fjendtlige Togveje, f. Eks. Vigerslev, hvor der er indlagt Sandspor i Godstogvejene til Dækning af de gennemgaaende Persontog veje. Hvor vidt man i denne Henseende bør gaa, maa i Almindelighed afgøres under Hensyn til Trafikkens Art og Omfang. I Overensstemmelse med den anvendte Praksis mener man, at der for Tilveje- bringelsen af slige Sikringsforanstaltninger i Tog veje ikke bør anvendes almindelige Af- løbssporskifter; derimod næres der ingen Betænkelighed ved undtagelsesvis Anvendelse i Togveje af de foran omtalte Sandspor, blot disse har tilstrækkelig Længde, hvad dog i Praksis ikke altid kan opnaas, idet lokale Forhold stiller sig hindrende i Vejen derfor, som f. Eks. ved et Sandspor paa Hellerup Station, hvor denne Omstændighed ogsaa medførte en alvorlig Forstyrrelse ved et Sporafløb den 10. August 1913, men hvor Sand-