Betænkning Afgiven Af Kommissionen Angaaende Sikkerhedsforholdene Ved Statsbanerne

242 praktisk Indøvelse i visse Grene af Trafiktjenesten, navnlig i Sikkerhedstjeneste og Tog- tjeneste. Paa Grund af den Betydning, som maa tillægges Lokomotivpersonalets Syns- styrke, Farvesans og Strækningskendskab, skal med Hensyn hertil tilføjes nogle særlige Bemærkninger. Ved Bestemmelse af 18. November 1895 har Generaldirektoratet fastsat Regler med Hensyn til de Fordringer, som stilles til Personalets Synsstyrke og Farvesans. Lokomotivpersonalet er i disse Bestemmelser henført til 1. Risikoklasse, hvor der stilles Fordring om fuld Synsstyrke paa begge Øjne og normal Farvesans for alle Farver. Disse Fordringer skal være fyldestgjorte ved Ansættelse af Lokomotivpersonalet, hvilket forinden Ansættelsen skal godtgøres ved Attest fra en Jernbanelæge. Hvert 5. Aar foretages derhos en fornyet almindelig Undersøgelse; denne fore- tages af en overordnet Jernbane-Tjenestemand. De Tjenestemænd, som ved denne Prøve befindes at have en ringere Synsstyrke end foreskrevet for nyansatte, kan dog forblive i deres Stilling i 1. Risikoklasse, naar Synsstyrken er mindst 2/3 paa det ene og y2 Paa andet Øje (resp. 1/i og 1/3). Skemaerne over de foretagne Synsprøver skal indsendea til Generaldirektoratet, som træffer Bestemmelse om, hvorledes de ansatte, som ikke op- fylder de stillede Fordringer, skal anvendes, og hvorvidt det kan tillades den vedkom- mende at benytte Briller i Tjenesten. Viser der sig i Tiden mellem 2 periodiske Undersøgelser Grund til Mistanke om, at en ansat lider af Mangler ved Synsstyrke eller Farvesans, skal vedkommende under- kastes særskilt Prøve. Synsstyrken undersøges ved Aflæsning af Tavler paa foreskreven Afstand. Lokomotivpersonale, der har den krævede Synsstyrke, anvendes til al Togkørsel uden Hensyn til, om fuld Synsstyrke eller kun tilladt minimal Synsstyrke er til Stede. Kommissionen vikle finde det rimeligt, om man henviste de ældre Lokomotivførere, som ikke længere uden Brug af Briller har tilstrækkelig Synsstyrke, til Kørsel paa Sidebanerne. I øvrigt er man ikke sikker paa, at Lokomotivpersonalet behandles ganske ret- færdigt ved den. ovennævnte Synsprøve, thi man kan have en udmærket Synsevne paa store Afstande uden at kunne ]æse fornævnte Tavle sikkert paa kort Afstand. En Syns- prøve i Marken burde derfor mulig i Tvivlstilfælde være afgørende; men dette Spørgsmaal maa formentlig, forinden Bestemmelse kan. træffes, underkastes et lægevidenskabeligt Skøn. For Toggangens Sikkerhed er det af stor Betydning, at Lokomotivføreren er kendt med den Strækning, lian ska] befare, og de lokale Forhold paa Stationerne, og navnlig er det af Vigtighed, at han er fortrolig med, hvor de Signaler staar, som har Betydning for 'Fogene. For at sikre sig, at Lokomotivpersonalet har fornødent Strækningskendskab, følger man ved Statsbanerne den Regel, at en Lokomotivfører, som skal fremføre Tog over en Strækning, paa hvilken han ikke er kendt, kører nogle Ture over denne Strækning som tredie Mand paa et Lokomotiv for ved Selvsyn og gennem Vejledning af strækningskendt Personale at lære Forholdene at kende. Dette er en hævdvunden Praksis, som maa be- tragtes som betryggende, men der er ikke herom udstedt særlig Forskrift. I øvrigt vilde Kommissionen anse det for hensigtsmæssigt at fastslaa den Regel, at Lokomotivføreren, hvis det undtagelsesvis maa paalægges ham at føre Tog over en Strækning, han ikke kender, skal anmelde dette for den nærmeste foresatte, som i saa Til- fælde skal drage Omsorg for, at der medgives Lokomotivføreren en strækningskendt Ledsager. Kommissionen vil derhos henlede Opmærksomheden paa, at det ved Lokomotiv- depoterne i visse Dele af Landet kan være vanskeligt til enhver Tid at have stræknings-