Beregning Af Pæleværker
Analytisk Undersøgelse

14 bage, at det passive Jordtryk faar sin fulde Styrke, til Konstruktionen med langsgaaende Tømmer. Naar der nu om Stunder anvendes An- kerpæle, forsynes disse i Almindelighed med en langsgaaende Bræd- debeklædning, hvorved det passive Jordtryk forøges væsentligt. Den nu til Dags saa almindelige Forankring med Pælebukke ken- des først omkring Aar 1850. En Pælebuk kan karakteriseres derved, at den bestaar af to Pæle, der er rammet med forskellig Hældning, og som er saaledes forbundet foroven, at de kan overføre en vandret Kraft ved Tryk i den ene Pæl og Træk i den anden. Hvor denne For- ankringsmaade stammer fra, vides ikke, men den synes som oven- for nævnt at være af speciel nordisk Oprindelse. De første Pælebukke, man kender, er de før omtalte Stormpæle, der sammen med Bolværkets Hjærtepæle virkede som Pælebukke. At denne Virkning ikke direkte tilsigtedes synes at fremgaa for det første af den ovenfor citerede Udtalelse af Erling Møller og for det andet deraf, at Forbindelsen mellem Pælene kun bestod af en Bolt. Der- imod ser man i et Bolværk, som 1767 blev bygget paa Christansø ved Refshalen her i København, at Stormpæl og Hjærtepæl er forbundet baade med Bolte og Kile, saaledes at man her har en fuldt udformet Pælebuk. Bolværket er vist i Fig 6.8) En Forløber for de senere Pælebukke har man i en af Eytelwein 6) Figuren er taget fra en Tegning, der findes i Ingeniørcorpsets histo- riske Arkiv.