Thorvaldsen Og Nysø

Værre er det, at man har troet at vedligeholde Gibssagerne ved fra Tid til anden at lade dem »hvidte« (sandsynligvis af en stedlig Haandværker), en Fremgangsmaade, som medfører en uheldig Lagdannelse og i Længden betyder en fuldstændig Udviskning af Formens Finesser. Denne Maade at »vedligeholde« paa kan kun forsvares, naar Talen er om plumpe eller værdiløse Figurer, men naar det drejer sig om saa værdifulde Ting som Thorvaldsens verdensberømte Selvportrætstatue i Original, er den absolut forkaste- lig og ensbetydende med en afgjort Værdiforringelse. Ogsaa paa anden Maade er der sket netop dette Værk Fortræd, idet Statuens Ben ses at have slaaet Revner og at være blevne reparerede paa uforsvarlig Maade, saaledes at Formen har taget Skade. For- fatteren af dette Skrift har derfor indtrængende tilraadet rette vedkommende at indrette et periodisli tilbagevendende sagkyndigt Tilsyn med Værkerne for dog at bevare dem for yderligere »Vedligeholdelse« af lignende Art. * De plastiske Arbejder, som Thorvaldsen udførte under Samlivet med Familien Stampe, fylder en ansélig Liste og interesserer ved deres højst forskellige Art. Det fornøjelige Samliv og den udmærkede Pleje ligesom ansporede den aldrende Mester til at udfolde sin mangesidige Begavelse hélt og fuldt i alle dens Afskygninger, Man mærker paa mange Punkter i de sidste Aars Kompositioner en Udvikling i Retning af større Liv- fuldhed, dybere Følelse, rigere Karakterisering og Individualisering. Allerede inden Hjemrejsen i 1838 havde han frembragt et Værk, hvori han saa at sige stod med det ene Ben i Naturalismen, nemlig den store Vulkanstalue. Hele denne Figurs Behandling er et tydeligt Skridt i Retning af vor Tids Kunst. I de følgende Aar ser vi ham mo- mentvis bevæge sig fremad i den samme Retning. Alligevel spiller naturligvis det idealiserende og abstrakt antikiserende stadig en stor Rolle hos den Kunstner, som havde gjort sig det til Livsopgave at nyskabe den antike Kunst. Selv Allegorien, der staar vor Tid ret fjernt, faar rigeligt sit. Den gamle Kunstner var saa rigt producerende, at der var Raad til at vandre ad mange forskellige Stier og Veje. Man har paa Grund af denne rige Produktivitet villet gøre gældende, at Thorv. var Genstand for en lovligt stærk »Tilskyndelse« fra Baronesse Stampes Side. At det kan have været hende mere magtpaaliggende at faa ham til at skabe mange Værker end til ret at fordybe sig i de enkelte Opgaver, er meget muligt, men ikke sikkert, thi vel finder man ofte Løshed og Overfladiskhed i Formgivningen i de sidste Aars Arbejder, men det samme er i Virke- ligheden Tilfældet, naar Talen er om hans kraftigste Alder, hvor man ogsaa ved Siden af udmærket Arbejde kan træffe meget af en mærkeligt ringere Kvalitet. For Thorvaldsen var og blev Hovedsagen god Komposition og skønne Omrids. Glemmer man dette, men ser ensidigt paa Udarbejdelsen, vil man let faa et tomt og stereotypt Indtryk af de mange Genier med omtrent de samme Ansigtstræk og Haarformer, hvorimod den, som forstaar Thorv., glæder sig over den eminente Sans for det dekorative, som netop kom- mer særlig tydeligt frem i denne Del af hans Værker; den Rolle, Vingerne spiller i saa Henseende, er især stor, og hvor udmærket forstaar han ikke at variere og ka- rakterisere disse! Sammenlign f. Eks. paa Afb. S. 11 den lille Amors Spurvevinger, den større Amors prægtige Svanevinger og Hymens bløde Natfuglevinger. Og som Thorv. 145 19