Thorvaldsen Og Nysø

og man kan kun være Baronesse Stampe taknemlig for de Overtalelser, hvormed hun bragte ham til at begynde Værket, og de Bønner og Taarer, hvormed hun filt ham til at fortsætte, efter at han en skøn Dag pludselig havde gjort Strejke og erklæret Statuen for »et Forfængelighedens Værk«. Alt er fortræffeligt, det aandfulde Lokkehoved med det karakteristiske Viljesudtryk, den heldigt valgte Dragt, som lader den solide Legems- bygning komme til sin Bet, og den virkningsfulde Modsætning mellem den levende Skikkelse og den stive arkaistiske Figur, hvortil han støtter sig. Statuen gør en troværdig Virkning og bærer samtidig et idealt Præg. Baron Holger Stampe sagde om den, at den lignede godt, men at Thorv. ikke var saa smuk. Disse ligefremme Ord synes ret rammende. Sammenholdt med de bedste andre Portrætter af Kunstneren i hans sidste Aar er Portrætligheden slaaende nok. Hvori Idealiseringen bestaar, er ikke helt let at faa fat paa. Holdningen er saa fordringsløs som muligt og ubetinget en ældre Mands; det sidste gælder ogsaa om Ansigtet (se især vor Afb. S. 3), selv om den brede, summariske Formgivning, der ikke tager hver lille Rynke med, vel nok kan tænkes at give Trækkene et let foryngende Skær. Maaske kan Thorv. i 1839 have været en Kende mindre haarfager og mere mavesvær end Statuen. Naar Thiele af og til bruger Ordet »Oldingen« om ham, er det af lutter skønlitterær Affektation, og man maa endelig ikke deraf lade sig forlede til al opfatte Thorv. som senil i de sidste Aar. H. C. Andersen fortæller et Steds i Beretningen i »Mit Livs Eventyr« om Sam- været paa Nysø, at Thorv. »bed sine stærke, sunde Tænder sammen, som hans Maade var, naar han ret saae paa sit Værk«. Billedhuggeren Th. Stein, der i 1841 kom ind paa Kunstakademiets Skoler, har et Steds skrevet disse Linjer om ham*): »Naar Thor- valdsens imponerende Skikkelse paa Vejen til Forsamlingssalen, med gravitetiske Skridt, passerede Skolerne, vendte alle vi Unge Øjnene efter ham, saa længe han var at se. Med det tykke, hvide Haar, der som en Manke laa ud over Kraven paa den store blaa, romerske Slængkappe, og med det gennemskuende Blik bag de store, runde Sølvbriller, lignede han en Løve.« En Mand, der har stærke, sunde Tænder og et gennemskuende Blik (smlgn. Afb. S. 29), ligner en Løve og ejer en usædvanlig Arbejdsevne, kan man virkelig ikke kalde en »Olding«. Det er ret kuriøst al sammenligne Selvportrætstatuen med en c.41 cm høj Broncestatuette af F. Wollreck, tilhørende Ny Carlsberg Glyptothek og ifølge sin Indskrift modeleret Aar 1833 i Rom. I flere Henseender minder denne Statuette om Slandbilledet, idet Figuren, som ogsaa forestiller Thorv., her ligeledes sætter venstre Fod frem og desuden lægger venstre Haand ned om det øversle af en Piedestal, hvorpaa hans Adonis ses anbragt i Statuetteformat; med et krumt Modelérapparat, som han holder i højre Haand, støtter han eftertænksomt sin Hage (en Gestus, han skal have yndet). Dragten bestaar af Skjorte, Sloprok, Morgensko og Underbukser uden paa Strømperne; de »unævneliges« plisserede Underkant gør en let komisk Virkning af noget kvindeligt. Det lille Arbejde rummer baade Humør og Gratie (hvis man da tør bruge dette sidste Ord om en Mands- skikkelse), men ved Siden af Thorv.s Standbilledes Monumentalitet og Beaandelse virker det næsten som en Travesti. *) Her citerede efter F. Meldahls og P. Johansens Bog om det danske Kunstakademi. 151