Thorvaldsen Og Nysø

værre aldrig blev indfriede); at de er liøjst livfulde, Iran enliver se; smukkest tegnet er vel den stejlende »fjerner« Hest paa Billedet til højre. Højpoetiske Motiver har foresvævet den gamle Kunstner, som hvor han paa sit eget Sprog søger at fastholde Aftenens Stemning, naar Sol gaar ned, og Stjernerne tænder deres Fakler (Afb. S. 178). Af skizzerede Barnegenier findes der mange i Nysø-Mappen. Intet Væsen er Thorv. saa kært som Barnet, der for ham staar som Symbolet paa den primitivt uskyldige Idealverden, fuld af Fred og Sundhed, som er hans kæreste Drøm. I Henseende til frisk og indtagende Fremstilling af Barneskikkelsen er han næppe bleven overgaael af nogen. Man forstaar fuldt ud Ægtheden af de stærke Farver, hvormed han for sin forstaaende Veninde skildrede sin Sorg over Sønnetabet. Man skulde næsten tro, at han har søgt Trøst for dette Tab i de mange Amorfremstillinger, hans lange romel- ske Periode kan fremvise; det er som oftest en lille buttet Knægt, dei lignei ham seit. I de sidste Aar fremstiller han med Forkærlighed alle Slags Begreber som vingede Drenge, ganske vist ikke altid saa smaa som to nydelige vingede Smaafyre, der ses blandt Nysø-Mappens Udkast, med henholdsvis Hyrdestav og Kølle samt komisk og tragisk Maske i Hænderne. Hans Forkærlighed for Børn fremfor de voksne lader end ikke Olympens Guder gaa Kam forbi. Højst karakteristisk for ham er saaledes den søde lille Diana som Natgudinde, svævende under Jordkuglen med en Ugle ved sin Side, afbildet S. 172. En af Thorv.s mest indtagende Tegninger er det brillante lille, S. 178 afbildede, Blyants- rids, der viser os Olympens Guder som Børn, let kendelige ved deres Symboler, i Færd med at danse Ringdans. Hvor er Bevægelserne dog udmærket givne, Drengenes strun- kere Holdning og Pigernes vegere; læg f. Eks. Mærke til Modsætningen mellem den martialske Krigsgud og den lille Lemmedasker af en Diana.*) Det er let at se, at der vilde have liave været selvvalgt Stof nok at tumle med lor den gamle Kunstnei, livis man havde fritaget ham for Opgaver som Kristian den Fjerdes Statue og den store Herkules. Til Kredsen af Børnefremstillinger hører ogsaa en Række Udkast til Genier, symboliserende Aarets tolo Maaneder; heraf er de to gengivne S. 173. Genien til lenstie er i Færd med at lave en Snemand; bagved og nedenunder ses Stenbukkens Himmel- tegn antydet. Den anden Genius spænder en Skøjte paa Foden; bag ham knæler den skæggede, kappeklædte Vandmand og hælder Vandet af sin Krukke; foi neden ses Vandmandens Skikkelse i en ny Variant. Af alle Guder foretrækker Thorv. nu som før Amor. Vel afbilder han ogsaa Venus, til hvem den lille klager over, at en Rose har haft den Frækhed at stikke ham (Afb. S. 176), vel drømmer han Børnenes Drøm med om den rare Gud Fader, som svæver over Skyerne mellem »pæne Engle med Vinger paa«** (Afb. S. 177), men ingen Gud- dom er ham dog saa herlig som den lille Kærlighedsgud. Paa et flygtigt, lidt tableauagtigt, Udkast til Amors Forherligelse ser man Gratierne, Gudinderne for Ynde og skønsom Festglæde, siddende paa en lille Klippe eller Jord- forhøjning, omslyngende hverandre; Amor staar bag dem, ragende op som Fopfigur *) Ceres synes ved en Fejltagelse at være gjort til en Dreng. **) H. C. Andersens Udtryk. 163