Thorvaldsen Og Nysø

Men nu Thiele? Har han ikke gjort Optegnelser om sin Helts Virksom- hed i disse Aar; har han stolet paa sin Hukommelse eller ventet al kunne faa Optegnelser overladle, som han ikke har faaet? Hans Angivelser røber i hvert Fald en forbavsende Konfusion; nogle Arbejder lader han blive til et helt Aar for tidlig, andre et Aar for sent, betegner et Par Arbejder, der bevislig er blevne til paa Nysø, som gjorte i København, dynger Unøjagtig- hed paa Unøjagtighed. Ogsaa de Erindringer, som Thorv.s Kammertjener Wilckens udgav 30 Aar efter sin Herres Død, og som netop omhandler Perioden 1838—1844, maa tages med Forsigtighed. Da de er nedskrevne mange Aar efter, at Begivenhederne fandt Sted, indeholder de en Del Ana- kronismer, Sammenblandinger og Tilsætninger. Som Eksempel paa hans frie Udpyntninger kan nævnes Beskrivelsen af Thorvaldsens Død i det kgl. Theater, en Beskrivelse, som senere Forfattere samvittighedsfuldt har gen- taget. Wilckens lader Thorv. synke død om ved Oehlenschlägers Side og véd endog at berette, hvad den store Digter sagde ved denne Lejlighed. Oehlenschläger var i Virkeligheden, som det fremgaar af hans egne, II. C. Andersens og Baronessens samstemmende Optegnelser, slet ikke i Theatret den Aften. Alligevel er der langt mindre Grund til at dadle Wilckens, fordi hans af ham selv ofte gentagne Historier har forandret sig lidt i Aarenes Løb, end Thiele, som har haft alle Midler til Raadighed, naar Talen er om den historiske Korrekthed. Gid de efterfølgende Kapitler maa bære Vidnes- byrd om en noget mindre letsindig Omgang med Historiens Muse end den, man linder hos »Thorvaldsens højlfortjente Biograf«, selv om Poesiens Muse derved skulde føle sig en lille Smule lilsidesat for sin strengere Søster! København i Foraaret 1911.