Thorvaldsen Og Nysø

ham ogsaa meget; især glædede han sig over »Kærestefolkene« (Toppen og Boldten) og »Den grimme Ælling«, og han opfordrede jævnligt sin geniale Ven til at læse højt om Aftenen. I Thorv.’s Selskab paa Nysø skrev An- dersen fra Tid til anden et Par af sine Æventyr, saaledes »Ole Lukøje«.'") I Fortalen til en af Æventyrudgaverne siger Digteren, at han har skrevet Æventyret »Stoppenaalen«, fordi Thorv. opfordrede ham til at skrive om en saadan. Oehlenschläger havde anbefalet Baronessen flere Bøger til Højtlæsning, bl. a. sin egen Bog »Nordens Guder«. Ligesom Grundtvig interesserede ogsaa han sig stærkt for, at Thorv. skulde tage nordiske Emner op til Be- handling i sin Kunst. Men Thorv. mente, at det ikke vilde være noget for ham. »Disse Helte have maattet klæde sig varme«, sagde han, »og det Nøgne er dog altid det smukkeste; det er Vorherres Dragt«. Denne Indvending er næppe meget værd, eftersom en Bække af hans bedste Fi- gurer er fuldt paaklædle. Grunden til hans Uvillighed har vel snarere været den, at de nordiske Gude- og Heltesagn med deres barske Særhed og afgjorte Forkærlighed for Ivrig og Slagsmaal har ligget hele hans Naturel og Sympathi fjærnt, i hvert Fald forekommet ham at være noget fremmed- artet, som han først maatte leve sig ind i. Under det daglige Samvær fortalte han Baronessen mange interessante Træk af sit tidligere Liv. Hans Livs store Sorg havde været, at han mistede sin lille Søn, en usædvanlig opvakt 5 Aars Dreng, som var »det Eneste, der trak ham til Moderen (Anna Maria Uhden)«.**) Hver Aften gik han hen til hende et Par Timer og sad og spøgte med det »usædvanlig interessante Barn«, der sad paa hans Knæ og tegnede. Denne Sorg havde været ham det bitreste af alt og endnu tungere end hans Moders Død. »Han tæredes hen og var beredt paa snart selv at skulle følge efter, indtil en Ven af ham engang talte nogle kraltige Ord til ham. Disse tog han sig saaledes til Hjerte, at han besluttede med Magt at rive sig ud af denne Apathi. Den lille Pige (senere Fru Paulsen) maatte ikke komme ham nær; han sørgede for, at hun Intet manglede, men undgik at see hende. Thi skulde han leve, skulde det være for Konsten alene«. Sidenhen, da han nole saa, at »Moderen ikke var noget godt Exempel« tor Datteren, lod han denne opdrage i et katholsk Nonnekloster. Dér lærte hun efter Thorvaldsens Sigende »lidt Fransk, at bede et Paternoster, samt 0 Se »Mit Livs Eventyr«. **) Denne Tildragelse omtales ogsaa i et af Louis Bobé fremdraget Brev fra 1812, skrevet af Fru Caroline Humboldt til Fru Frederikke Brun fra Rom. (L. Bobé: Frederikke Brun og hendes Kreds). Det meddeles endvidere i Brevet, at Thorv.’s »Forbindelse med Mad. Uhden nu er ganske afbrudt, hvad der er en sand Lykke for dette brave Menneske«. Han kan dog ikke have nydt denne »Lykke« ret længe, eftersom Forbindelsen bevislig var i Stand igen i 1813. (Smlgn. Anna Marias af Sigurd Müller i »Gads Magasin« offent- liggjorte Brev fra dette Aar). 31