Thorvaldsen Og Nysø

»tænkte paa at vende hjem igjen, hvorfra alene den Tanke afholdt mig, at »man vilde gjøre Nar af mig, naar jeg kom tilbage. Dog lidt efter lidt blev »jeg bekjendt paa Stedet, uden dog at tage fat paa Arbejdet, der gik i det »Hele lang Tid, inden dette skete. Endelig begyndte jeg en Statue: Jason. »Den var saa stor og gefaldt mig slet ikke, og da jeg ikke havde Raad til »at lade den støbe, slog jeg den sammen. Jeg copierede nu adskillige Buster »efter Antikerne, for at øve mig i Marmor. Aar 1800 tog jeg igjen fat paa »Jason, som Fru Frederikke Bruun lod støbe i Gibs.*) Saa kom Englæn- deren Thomas Hope fra en Reise i Grækenland tilbage over Rom, saae »Jason og bestilte den i Marmor, hvorved jeg fik Leilighed til at gjøre mig »bekjendt. Jeg fik andre Arbeider.« Efter dette følger en temmelig tør Opregning af en Del Værker med Angivelse af nogle Aarstal, der ikke alle er til at stole paa. Derpaa springes der med ét frem til 1838. »Den 17de Septbr. 1838 ankom jeg til Kjøbh. Hele Vinteren hengik »med Besøg og Visitter af gamle og nye Venner, saa at jeg ikke fik Andet gjort, end et Basrelief, Pendant til den Carità, som man har brugt til Fat- tigblokken i Frue-Kirke, og begyndt paa Holbergs Buste, men da Baronesse Stampe i de første Dage af Juni samme Aar kom og hentede mig paa Landet, henstod samme Buste til August, da jeg lod den bringe til Nysø, for at fuldende den i landlig Ro. Jeg fandt nemlig ved nærmere Bekjendt- skab med Stedet, at der lod sig bedre arbeide end i Byen, hvor jeg dag- ligen forstyrredes af Visitter og Invitationer. I Juli Maaned gjorde jeg en Rejse med Familien Stampe til Hamborg og Altona, hvor min Ven, Donner, viste os megen Artighed. Senere gjorde samme Selskab en Reise til Hel- singør, hvor Etatsraad Steenfeldt raadte os til at besøge Kullen. Han var selv saa artig at følge os derover i en Raad, som Vagtskibets Chef havde sendt efter os. Efter at vi havde indtaget Forfriskninger paa Vagtskibet, satte det os over til Helsingborg. Der bleve vi modtagne og viist særdeles megen Artighed af Byfogden Trojel, som selv ledsagede os til Kullen, hvor vi meget overraskedes — — — — — —« (Her ophører dette.) Interessantere end dette magre Skelet af en Selvbiografi er de Opteg- nelser, hvortil Thorvaldsens friere mundtlige Meddelelser gav hans ivrige Beundrerinde Anledning. Under det stadige Samvær fortalte han hende løst og fast af sit tidligere Liv. Da han gik til Præsten, blev han »flyttet øverst op og kaldet Monsieur Thorvaldsen«, fordi Præsten fik at vide, at han havde vundet Kunstakade- miets Sølvmedalje. »Han har ofte fortalt, med hvilken Ærbødighed han som ung havde seet *) Der skulde staa 1802; jvfr. Frederikke Bruns Dagbog, 63