HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

•7 tære undervisningshospital i Metz, en af de få for- fattere i det 19de århundrede, der indlader sig på at diskutere, hvorvidt det kan nytte at behandle hydro- fobi med strandbade, mener ligeledes, at disse bade virker som lokale badninger med saltvand: »Hvis det virkelig er hændet, at de [strandbadene] har helbredet nogen, er det kun, fordi såret er blevet skyllet og renset med en vandig opløsning af havsalt, så giften er blevet fuldstændig fjærnet, hvilket betinges af, at behandlingen finder sted straks eller i hvert fald kun kort tid efter, at patienten er blevet bidt. Denne virkemåde vilde også forklare, hvorfor folk, der bor ved kysten, har bevaret mere tiltro til behandlingen end de, der bor længere borte . . . Det er derfor rimeligere at tilskrive vandets fysiske virkninger på såret de gode resultater, som badene, udkastningen og ^neddykningen har haft, snarere end det moralske indtryk, disse kan gøre på patienterne, og aller- mindst kan man tilskrive trykket af vandet på lege- mets overflade og karrene, som Th. Short1) mente var det afgørende, nogen virkning. De, der mest ind- trængende anbefaler strandbadene, tilråder derfor og- så at tage dem straks eller så snart efter læsionen som muligt. Ellers kan de ikke svare for virkningen.«2) Baudot3) er af en anden mening. Han er forfatter *) Thomas Short (f. c. 1690 i det sydi. Skotland, d. 1772 i Rotherham) medlem af Royal Society, var læge i Sheffield og en dygtig na- turforsker. Han var forfatter af mange værdifulde skrifter af bal- neologisk, farmakologisk og toksikologisk indhold.* 2) Gorcy, Recherches historiques et pratiques sur l’hydrophobie. Paris, 1821, in-8°. ’) Baudot, læge i La Charité sur Loire, var korrespondent til Société