HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

2 1 hertuginden af Toskana, en bayersk prinsesse, efter lægernes råd sin nevø, prins Filip, føre til Fiumicino og dykke i havet, da han var blevet bidt af en gal hund under et ophold i Rom.1) Og vi træffer behand- lingen i Holland, hvor den efter van Helmonts2) ud- sagn blev udført særlig brutalt: »Van Helmont for- tæller, at han en dag så et skib sejle forbi, på hvilket en gammel mand var bundet til en rå med reb. Jeg spurgte, siger han, hvad dette betød. En af matro- serne svarede, at den gamle mand for nogen tid siden var blevet bidt af en gal hund og havde fået hunde- galskab. Jeg spurgte, hvorfor han blev ført ud til havet, om det var for at blive druknet. Nej, sagde matrosen, det er for at blive helbredt. Og han til- føjede, at havet havde den evne straks at helbrede hundegalskab. Van Helmont gik ombord i skibet for at se på denne mærkelige behandling, som efter hans sigende i høj grad lignede en drukning; ti man lod patienten være en rum tid under vandet, så længe som man bruger for at sige et Ave Maria, så han tilsyneladende var livløs, da man trak ham op af vandet igen. Jeg var meget opmærksom, tilføjer den lærde iagttager, og jeg foresatte mig at indprente mig alt nøjagtigt, da jeg var overbevist om, at be- *) Lammert. Zur Geschichte der Therapie der Lyssa, i Miinchener medizinische Wochenschrift, 1887, s. 8. 2) Jean Baptiste van Helmont (f. i Bryssel 1577, d. i Vilvorde 1644), filosof, kemiker, læge. Har haft den allerstørste betydning for kemiens, særlig den fysiologiske kemis udvikling. Han udførte grundlæggende arbejder navnlig for luftarternes kemi og for luft- arternes betydning i dyrs og planters stofskifte (han har først dan- net ordet gas). Og han var den første, der undersøgte mavesaftens kemiske og fysiologiske forhold m. m. m.*