Fremskridt Og Fattigdom

Opgaven. 5 Kræfter, som for et Aarhundrede siden den vildeste Indbildnings- kraft ikke kunde have drømt om. Men i de Fabriker, hvor de arbejdssparende Maskiner har naaet højest Fuldkommenhed, arbejder der Smaabørn; hvorsomhelst de nye Krælter bliver blot nogenledes udnyttede, er en stor Del af Befolkningen under Fattigforsorg eller paa Grænsen deraf; omgivne af Rigdomsdynger dør Mennesker af Sult, og forkrøblede Børn dier udtørrede Bryster, medens overalt Tørsten efter Vindst og Rigdomsfor- gudelsen viser, hvilken Magt Frygten for Fattigdom har. Det forjættede Land flygter for os som et Fata Morgana. Frugterne af Kundskabens Træ forvandles, saa snart vi griber dem, til Sodomsæbler, der bliver til Støv mellem vore Hænder. Det er ganske vist saa, at Rigdommen er vokset i en be- tydelig Grad, og Velværet gennemsnitlig tiltaget; men disse Fordele er ikke almene. De laveste Klasser har ingen Del i dem.*) Jeg mener ikke, at disse Klassers Kaar ingensteds og i ingen Henseende er blevet forbedret, men at der ikke nogensteds har fundet en Forbedring Sted, som man kan takke den forøgede Produktionsevne for. Jeg mener, at det saakaldte materielle Fremskridt ingenlunde forbedrer de laveste Klassers Kaar i det, som udgør de væsentligste Betingelser for et sundt og lykkeligt Menneskeliv, ja, at det snarere bidrager til at forværre dem. Om end de nye Kræfter egentlig er Løftekræfter, virker de ikke nedenfra paa Samfundsbygningen, saaledes som man en lang Tid haabede og troede, men træffer den paa et Punkt imellem Toppen og Grunden. De kan lignes med en uhyre Kile, som drives ind ikke under Samfundet, men gennem det. De, som er over Spalten, hæves op, men de der er under den, trykkes ned. Denne nedtrykkende Virkning er ikke almen anerkendt, thi den træder ikke tydelig frem dér, hvor der allerede længe har været en Klasse Mennesker, som ikke har mere end lige netop til Livets Ophold. Hvor dette er Tilfældet (saaledes mange *) Det er sandt, at den fattigste nu i visse Maader nyder, hvad der for et Aarhundrede siden ikke stod de rigeste til Raadighed, men dette viser ikke nogen egentlig Forbedring i deres Kaar, saa længe ikke Evnen til at skaffe de mest absolute Livsfornødenheder er tiltaget. 1 iggeren i en stor By kan ganske vist nyde godt af adskilligt, som Nybyggeren i de afsides Skove er afspærret fra, men det beviser ikke, at liggerens Kaar er bedre end den uafhængige Nybyggers.