Fremskridt Og Fattigdom

Utilstrækkeligheden af de sædv. anbef. Midler. 159 at bruge sine naturlige Evner bedre, og dette formaar det, man kalder Oplysning, i saare mange Tilfælde slet ikke. Jeg mindes en lille Pige, der var kommet temmelig langt i sin Geo- grafi og Atronomi i Skolen, men blev meget forbauset over at opdage, at hendes Moders Baggaard hørte med til Jordens Overflade; og naar man taler med «studerede Folk», vil man finde, at en god Del af deres Viden er af lignende Art. De tænker sjælden bedre og sommetider ikke saa godt som Menne- sker, der aldrig har gaaet i en højere Skole. Dette faar nu være, som det vil; men det er i hvert Fald klart, at hvis ikke Intelligens, som jo er eller i alle Fald skulde være Undervisningens Maal, sætter Masserne i Stand til og driver dem til at finde og fjerne Aarsagerne til den ulige Fordeling, kan den kun indvirke paa Lønnen ved at forøge Arbejdets Pro- duktionsevne. Den har altsaa samme Virkning som forøget Flid og Duelighed, og kan kun forhøje den Enkeltes Løn, for saa vidt som den gør ham overlegen over de andre. Den Gang, da det var en sjelden Færdighed at kunne læse og skrive, blev en Skriver højt anset og fik høj Løn, men nu, da det er nogtt næsten alle kan, giver det ingen Fordel. Udbredelse af Kund- skaber kan ikke, — uden for saa vidt de gør Menneskene mis- fornøjede med den bestaaende Tingenes Tilstand, paa nogen Maade forbedre Tilstanden blandt de laveste Klasser — «Sam- fundets Sylbjælker», som de er bleven kaldt; de maa blive paa Jorden, hvor højt end Overbygningen rejser sig. Ingen For- øgelse i Arbejdsevne kan forhøje den almindelige Arbejdsløn, saa længe Jordrenten opsluger Fremgangens Frugt. Vel er det sandt, at større Dygtighed, Forsynlighed og Intelligens hos de arbejdende Klasser i Regelen er forbunden med bedre Kaar; men Kendsgerningerne viser, at dette er Virk- ning, ikke Aarsag. Overalt, hvor de arbejdende Klassers Kaar er forbedret, har Følgen været en Forbedring i deres personlige Egenskaber, og hvor de har forværret sig, har det medført aandelig Forringelse. Men ingensteds kan en Forbedring i Kaar paavises som Følge af stigende Flid og Intelligens hos en Klasse Mennesker, der maa slide for det blotte Livsophold, skønt disse Egenskaber (eller snarere det, som følger med dem, de højere Fordringer til Livet), naar man engang har tilegnet sig dem, gør stærk og i mange Tilfælde tilstrækkelig Modstand mod en- hver Forringelse af de ydre Kaar.