Fremskridt Og Fattigdom

176 Midlets Retfærdighed. kunde de dog ikke bortgive Efterkommernes. Thi hvad andet er vi end Lejere for én Dag? Har vi skabt Jorden, saa at vi skulde kunne foregribe deres Ret, som skal benytte den efter os? Den almægtige Gud, som skabte Jorden for Mennesket og Mennesket for Jorden, har ved en Lov, der er indskrevet i selve Verdenslivets Grundlov, bestemt den for alle Slægtled af Men- neskebørn ; og denne Lov kan ingen menneskelige Bestemmelser afkræfte eller indskrænke. Om der end fremlægges aldrig saa mange Pergamenter, om end Besiddelsen har varet aldrig saa længe, den naturlige Retfærdighed kan dog ikke anerkende et Menneskes Ret til fremfor alle andre at eje og nyde godt af Jord. Uagtet Slægtled efter Slægtled stiltiende har fundet sig i Hertugen af Westminsters Ejendomsret til hans Jordegodser, saa har dog det fattigste Barn, som idag fødes i London, lige saa megen Ret til denne Jord som Hertugens ældste Søn.* Om end Staten Ny-Yorks suveræne Folk indrømmer Faniiljen Astor Ejen- domsret til dens Jordbesiddelser, saa har dog det ringeste Barn som klynkende kommer til Verden i den usleste Lejekaserne lige saa stor Ret dertil som Millionærerne. Og det er Ran at nægte det denne Ret. Vore tidligere Slutninger, som i og for sig er uigendrive- lige, staar sig altsaa for den højeste og afgørende Prøve: Vi ser, at det er en Uretfærdighed, som er Kiklen til de Onder, der vokser med det materielle Fremskridt. — Fra den store Grund- Uret: at Jorden, hvorpaa og hvoraf vi alle skal leve, er bleven gjort til Særeje for nogle, udspringer alle de Uretfærdigheder, som fordrejer og truer den moderne Udvikling, som dømmer Producenten til Fattigdom, medens Ikke-Producenten lever i Over- daadighed, som lader Leje-Kaserner opstaa ved Siden af Paladset, * Denne naturlige og uafhændelige Ret til Brug af Jorden er saa klar, at den altid har været anerkendt af Menneskene, hvor ikke Magt eller Vane har sløvet deres naturlige Omdømme. For kun at anføre et eneste Eksempel: de hvide Nybyggere paa Ny Zeeland fandt det umuligt at faa fuldstændig Jordejendomsret; thi selv om en hel Maori-Stamme var gaaet ind paa Salget, fordrede de dog ved ethvert nyt Barns Fodsel et Tillæg til Betalingen gaaende ud fra den Betragtning, at de vel kunde afstaa deres egne Rettigheder, men ikke kunde sælge de ufødtes. Regeringen var nødt til at gribe ind og ordne Sagen paa den Maade, at den købte Jorden for en aarlig Afgift til Stammen, hvoraf ethvert nyfødt Barn saa skulde have sin Andel.