Fremskridt Og Fattigdom

186 Midlets Retfærdighed. dem mere; thi Handelen bestemmes ikke af Følelser. Og saa- ledes er det gennem alle Mellemtrin lige op til dem, som i Form af Jordrente tilegner sig, hvad Arbejderne har fortjent, uden at give noget i Stedet. Overalt synes det at være den ubønhørlige Lov for Tilbud og Efterspørgsel — over for hvilken den enkelte staar magtesløs — der trykker de lavere Klasser ned i Fattig- dommens Trældom. Men i Virkeligheden er Aarsagen den samme nu som forhen. Vor forroste Frihed bærer Trældom i sig, saalænge vi op- retholder den private Jordejendomsret. Indtil denne er afskaffet, vil Uafhængighedserklæringer og Slavefrigørelsesakter være for- gæves. Saa længe ét Menneske kan gøre Fordring paa udeluk- kende Ejendomsret til den Jord, andre Mennesker maa leve paa, vil Trældommen vedvare og maa vokse og skærpes, eftersom de materielle Fremskridt tiltager! Det er dette, som nu gaar for sig i den civiliserede Verden. Den private Jordejendomsret er den underste Møllesten, Frem- skridtet den øverste. Mellem begge disse knuses de arbejdende Klasser under et stadig voksende Tryk. TREDJE KAPITEL. Jordejernes Krav paa Erstatning. For Flertallet af Mennesker i de civiliserede Lande er alt det, som bestaar, retfærdigt, indtil dets Uretfærdighed er blevet bevist atter og atter, og i Regelen er de rede til at korsfæste dem, som først vover at gøre det. Men ingen kan studere Socialøkonomi, eller i det hele tænke over Produktion og Fordeling, uden at indse, at Ejendomsretten til Jord er grundforskellig fra Ejendomsretten til, hvad Menne- sker har frembragt, og ikke kan forsvares ud fra Retfærds-Grund- sætninger. Dette indrømmes enten udtrykkelig eller stiltiende i alle Økonomiens Hovedværker, men oftest dog kun ved vage Antyd- ninger. Opmærksomheden afledes i Almindelighed fra Sand- heden, omtrent som en, der holdt Foredrag over Moralfilosofi for en Forsamling af Slaveejere, vilde bortlede Opmærksomheden