Fremskridt Og Fattigdom

Jordejernes Krav paa Erstatning. 191 tægter, Ejendommen har givet i den Tid, man har haft den i Besiddelse. Anvendte vi nu i denne Sag: Folket kontra Jordejerne, de samme Retsgrundsætninger, behøvede vi altsaa ikke blot ikke at tænke paa at tilkende Jordejerne nogen Skadeserstatning, men havde endog Rettighed til at fratage dem alle Forbedringer og alt, hvad de ellers ejer. Men jeg foreslaar ikke at gaa saa vidt. Det er nok, naar Folket tager sin Ejendomsret til Jorden tilbage. Lad Jordejerne uforstyrret beholde deres Forbedringer og personlige Ejendom. I denne retfærdige Forholdsregel vilde der ikke ligge noget Overgreb, ingen Skade for nogensomhelst Samfundsklasse. Og Jordejerne selv vilde faa Del i den almindelige Vinding. Selv for de store Jordejere vilde det være en virkelig Fordel, og for de mindre Jordejere vilde Vindingen blive umaadelig. Thi Ret- færd er Kærlighedens Tjenerinde. Hvor Menneskene byder hende til Huse, følger Fred og Fylde i hendes Spor og bringer deres gode Gaver, ikke til nogle, men til alle. Hvor sandt dette er, skal vi se i det følgende. Naar jeg i dette Kapitel har talt om Retfærdighed og Hen- sigtsmæssighed, som om det var forskellige Ting, har det kun været for at imødegaa deres Indvendinger, som taler saaledes. Retfærd er altid i højeste og sandeste Forstand hensigtsmæssig. FJERDE KAPITEL. Den private Jordejendomsret historisk betragtet. Hvad der niere end noget andet staar i Vejen for, at Folk kan indse den private Jordejendomsrets Gruhduretfærdighed og redelig give sig i Lag med at overveje de forskellige Forslag til dens Afskaffelse, er den Tanke-Vane, Folk har, at anse alt, som har bestaaet længe, for naturligt og nødvendigt. De fleste Men- nesker er derfor ogsaa ude af Stand til at tænke sig eller, rettere sagt, det fakler dem aldrig ind at tænke sig Samfundet bestaaende eller overhovedet muligt, uden at Jorden er i privat Eje; og et Menneskes Jord anser de for noget saa fuldstændig