Fremskridt Og Fattigdom

I ARBEJDSLØN OG KAPITAL. FØRSTE KAPITEL. Den gængse Arbejdsløn-Lære. Efter at vi først har givet det Spørgsmaal, vi vil undersøge, sin mest mulig sammentrængte Form, vil vi Skridt for Skridt prøve den Forklaring, som den herskende Socialøkonomi giver af Sagen. Hvad der fremkalder Fattigdom midt under den forøgede Rigdom er tydeligvis det samme, som giver sig Udslag i den af alle anerkendte Tilbøjelighed som Arbejdslønnen har til at synke ned til et Lavmaal. Vi vil derfor sammenfatte Sagen i følgende sammentrængte Spørgsmaal: «.Hvorfor er det at Lønnen, trods den forøgede Produktions- evne, har Tilbøjelighed til at holde sig ved et Lavmaal, som kun forslaar til det blotte Livsophold?* Den gængse Socialøkonomis Svar er, at Arbejdslønnen be- stemmes af Forholdet mellem Antallet af Arbejdere og den til Arbejdernes Sysselsættelse bestemte Kapital, og at den bestandig har Tilbøjelighed til at synke ned til det laveste Beløb, som Arbejderne vil nøjes med til at kunne leve og forplante sig, fordi -Arbejdernes Tal har en naturlig Tilbøjelighed til at vokse med og overskride enhver Forøgelse i Kapitalen. - I den herskende Tankegang er denne Lære saa at sige uomtvistet. De største blandt Socialøkomiens Dyrkere har sagt god for den, og den er aldrig bleven angrebet for Alvor. Buckle har lagt den til Grund for sin Oversigt over Verdenshistorien.