Fremskridt Og Fattigdom

Vor Civilisations Forfald. 279 almindelige Borgere, som behersker Tusinder af Jernbane-Mile, Millioner Tnd. Land, Mænd, der udnævner Guvernørerne over selvstændige Stater, som de antager en Kontorist, og hvis Vilje er lige saa afgørende i de lovgivende Forsamlinger som den franske Konges før Revolutionen. Tidens Understrøm synes at drive os tilbage igen til de gamle Tilstande, som vi troede, vi var kommet ud af. Haandværker- og Handelsstandens Udvikling nedbrød lidt efter lidt Feudalismen, efter at den saa fuldstændig havde gennemsyret alle Forestillinger, at man endog tænkte sig Himlen indrettet efter feudale Grundsætninger med den første og anden Person i Treenigheden som Rigsherre og Lensmand. Men nu truer Næringsflidens og Handelens Udvikling (under Samfundsforhold, hvor Jorden er gjort til privat Ejendom) med at tvinge enhver Arbejder til at søge sig en Arbejdsherre, ligesom den Usikkerhed, der fulgte efter det romerske Riges endelige Fald, tvang alle frie Mænd til at søge sig en beskyttende Herre. Intet synes fritaget fra denne Tendens. Og naar én er Herre og de andre Tjenere, da vil den ene komme til at beherske de andre selv i saadanne Ting som Stemmegivning. Vi kan ikke dølge det for os selv, Samfundet bliver under- gravet for vore Øjne i sine Grundvolde. Medens Literaturen er fuldstændig gennemtrængt af den Mening, at vi for stedse har lagt den civiliserede Tilstand bag os i en uafbrudt Fremmarsch, begynder der at vise sig Tegn til, at vi i Virkeligheden er paa Vej til at vende tilbage til Barbariet. Et af Barbariets Kende- tegn er dets Ringeagt for Person og Ejendomsret. At vore angcl- saksiske Forfædres Love som Straf for Mord satte en Penge- bøde, der i Størrelse svarede til Ofrets Rang, medens vor Lov- givning ikke kender til nogen Rangsforskel, men beskytter den ringeste mod den højeste ved en og samme Dødsstraf, anses som Bevis paa vore Forfædres Barbari og vor Civilisation. Og at Sørøveri og Slavehandel engang betragtedes som lovlige Be- skæftigelser, er et afgørende Bevis paa det raa Udviklingsstand- punkt, vi er kommen ud over. Men det er en velbekendt Sag, at til Trods for vore Love kan hvem som helst, der har Lyst til at dræbe en anden, gaa lige ind i et af de store Befolkningscentre og gøre det, og saa overgive sig til Retfærdigheden med hundrede Udsigler mod én til ikke at lide nogen større Straf — blot han har Penge nok