Fremskridt Og Fattigdom

280 Loven for det menneskelige Fremskridt. til Sagførere, som forstaar den Kunst at skaffe sig Udsættelse, finde Vidner og gøre Jurymændene indbyrdes uenige. Ligeledes vil en Mand, blot han har stjaalet saa rigelig, at han har skaffet sig en ordentlig Formue, kunne gaa ustraffet omkring, hilst af sine Kendinger paa samme Maade, som i gamle Dage en Viking formodentlig er blevet hilst efter et heldigt Røvertogt. Lige meget om han har plyndret den, som skænkede ham sin Tillid, plyndret Enker og Faderløse, han kan endda i fuldstændig Sikkerhed prale med sin Rigdom for hele Verdens Øjne. Denne Tendens i Tidsretningen gør sig mere og mere gæl- dende, den tiltager i samme Grad, som Uligheden vokser. Der- som dette ikke er en Tilbagegang mod Barbariet, hvad er det saa? Om vi end ikke udtaler det aabent, saa er dog vor Tillid til de republikanske Indretninger i afgjort og stadig Aftagen. Den fortrøstningsfulde Tro paa den republikanske Forfatning som Kilden til alle folkelige Velsignelser findes ikke længer. Tænkende Mennesker begynder at indse dens Farer uden at vide, hvorledes man skal undgaa dem, de begynder at dele Macaulays mørke Syn paa Fremtiden. Og Folket vænner sig mere og mere til den voksende Fordærvelse. Det mest ulykkevarslende poli- tiske Tegn i de Foren. Stater i vore Dage er Udbredelsen af den Tankegang, som enten tvivler paa, at der findes nogen ærlig Mand i de offentlige Embeder, eller anser ham for et Fæ, at han ikke benytter sig af Lejligheden. Det viser, at Folket selv begynder at blive fordærvet. Saaledes glider det republi- kanske Styresæt i de Foren. Stater nu til dags den Vej, som det uundgaaelig maa under Forhold, som fremkalder Ulighed. Hvor denne Vej fører hen, er klart. Naar Fordærvelsen bliver kronisk, naar den nedarvede Forestilling om Ære, Dyd og Fædrelandskærlighed svækkes, naar Loven kommer i Foragt og Reformer bliver haabløse, da fostres der i de raadnende Masser vulkanske Kræfter, som sønderriver og knuser alt, naar en gunstig Lejlighed giver dem Luft. Stærke, samvittighedsløse Mennesker, kaldt frem af Omstændighederne, bliver Redskaber for Folkets blinde Begærlighed eller vilde Lidenskaber; Sværdet vil atter blive mægtigere end Pennen, og i Ødelæggelsens Karne- valstummel vil raa Vold og vildt Vanvid veksle med Forfalds- tidens Døsighed. Jeg taler kun oni de Foren. Stater, fordi dette Samfund er