Fremskridt Og Fattigdom

Menneskelivets Gaade. 295 denne vor Jord, med (leres Glæder, Sorger og Møje, deres smaa Liv synes da ikke længere et helt meningsløst Kraftspild. Den store Kjendsgjerning, som Videnskaben paa alle Felter lægger for Dagen, er Lovens Almengyldighed. Overalt, hvor han fbrmaar at følge den, i et Æbles Fald eller i de uendelig fjerne Dobbeltsoles Omløb, ser Astronomen Virkningen af den samme Lov. Eftersporer vi nu de Love, som styrer det menneskelige Samfundsliv, finder vi, at de er de samme i det største som i det mindste Samfund. Og vi finder, at overalt, hvor vi kan spore den, falder Loven for Samfundslivet sammen med Moral- loven; at i Samfundets Liv høster Retfærdighed altid sin Løn og Uretfærdighed sin Straf. Men i de enkelte Menneskeliv synes det ikke saa. Dersom vi kun betragter Enkeltmenneskenes Liv, kan vi ikke se, at Verdenslovene staar i nogetsomhelst Forhold til godt eller ondt, til Retfærdighed eller Uretfærdighed. Skal vi da derfor sige, at den Lov, som tydelig nok gælder i Sam- fundslivet, ikke har Gyldighed for det enkelte Menneskeliv? Det vilde idetmindste ikke være videnskabeligt at sige saa. Vi vilde ikke sige saa med Hensyn til andre Forhöld. Snarere tyder det paa, at vi ikke ser hele det enkelte Menneskeliv. I Livet, saaledes som vi kender det, kommer vor aandelige Udvikling kun et kort Stykke fremad. Menneskesjælen begynder kun dunkelt at komme til Bevidsthed om det umaadelige Felt, der ligger for den, begynder kun at kende sin Kraft og bruge den, — saa forsvinder den igen ved Legemets Død. Er der intet mere, da synes her at foreligge et Brud, en Mislykke. Det være sig en Humboldt eller en Herschel, en Moses, som ser ud over det forjættede Land, en Josva, som gaar i Spidsen for Hærskarerne, eller en af disse milde og blide Sjæle, som inden- for deres lille Kres lever et velsignelsesrigt Liv, saa synes der, dersom deres her i Verden udviklede Sjæleliv og Personlighed ikke kan gaa videre, at foreligge en Formaalsløshed, der staar i Modstrid med den Sammenhæng, der ellers viser sig i Verden. Ifølge en Grundlov for vor Fornuft kan vi ikke fatte, at der kan være Virksomheder eller Indretninger uden Maal og Med. Naturen, saavidt som vi i denne Verden kommer i Berø- ring med den, tjener til Grundlag og Genstand for den menne- skelige Fornuft. Men dersom Mennesket selv ikke kan hæve sig til noget højere eller frembringe noget højere, saa er dets Til- værelse uforstandig. De, som frakender det enkelte Menneske