Flammesikring Af Træ, Straa Og Væv

13 Den amerikanske Arkitekt Freemann, der med Iver har studeret Problemet »Brandsikkerheden i Teatre« (Freeman: »Safeguarding of Life in Thea- tres«, 1906) kommer efter en betydelig Række For- søg og efter Studier paa forskellige Teatres Maler- sale, hvor han liar haft Lejlighed til at drøfte Spørgs- maalet med ansete Teatermalere, til det Resultat, at del videste, man kan haabe at naa ved Imprægnering af Teaterdekorationer, er dette, at Sufitter og Kulis- ser ikke kommer i Brand ved Flammen fra en elek- trisk Kortslutning, ved et Lys eller lignende, men ind- rømmer, at denne forholdsvis ringe Sikkerhed er af betydelig Værd. Han viser ved Forsøg, at de bedste Imprægneringsvædsker har saa intensiv en Virkning, al det ikke lykkedes at faa det imprægnerede Lærred, ja selv ikke Florstof, til at brænde videre, naar den anvendte Flamme fjernes. Iktte gælder kun for For- søg med enkelte Stykker. Anbringes derimod en hel Række Lærreder Side om Side i en lille Kasse og hæn- gende lodret ned med ringe indbyrdes Afstand, gan- ske som Sufitterne i et Teater, saa vil en nedenfor anbragt Flamme bringe dem alle til at brænde med stor Voldsomhed lige til den sidste Slump er Aske. Dette Fænomen forklares derved, at de tæt sammen- hængende, lodrethængende Lag begunstiger en kraf- tig Lufttilførsel,som bringer de i forste Øjeblik ud- viklede Gasarter til at forbrænde fuldstændigt. Den derved udviklede Hede øger Lufttilførselen, Gasud- viklingen og Forbrændingen til alt er fortæret. Whipple og Fag gjorde den Iagttagelse, at den bedste Virkning fik man, naar Imprægneringsvæd- sken paaførtes i varm Tilstand. Den kan ogsaa iblandes Limen, som benyttes til at stivne Lærredet.